Svendborg med de gamle stræder, fine pladser og lave byhuse er omgivet af det smukke, bølgende sydfynske landskab ned til et af Danmarks mest charmerende sejlområder.

Mange mindre danske købstæder har en tilbøjelighed til at sygne hen udenfor sommersæsonen.

Sydfynske Svendborg er en by med liv hele året. Ikke så meget turistliv om vinteren, men derimod et aktivt handelsliv.

En slentretur ad de mange gågader i centrum er et must. Måske forbi Torvet på de ekstra livlige torvedage onsdag og lørdag. Gerne et smut ind i Salig Simons Gaard i Brogade. Bagest i den intime gård med bindingsværkshuse er der en trappe op til et glasmageri med flotte, farverige håndpustede glasting. I stueetagen har Vintapperiet servering ude og inde. Et lille sjælfuldt spisested.

Højere oppe i byen har specialslagteren Engstrøm et stort udvalg af lækkerier. Her kan man endda købe færdigudgaver af nogle af de middagsretter, ingen orker lave mere: forloren skildpadde, bøf Stroganof, skipperlabskovs, biksemad og gule ærter.

Lidt længere fremme i Gerritsgade ligger Svendborgs mest kendte pub; selv kalder den sig for en gastropub. Børsen, som den hedder, er delt op i mange afdelinger. Martha-stuen op ad en lille trappe fra kælderen har kultstatus. Den er ikke en tro kopi af kabyssen på det gode skib Martha fra filmen af samme navn, men stemningen er ramt helt fint.

MS Helge fra 1924 sejler rutefart mellem tre øer hele sommeren.
MS Helge fra 1924 sejler rutefart mellem tre øer hele sommeren. Foto: Johnni Balslev
Vis mere

Tag en tur på vandet

Med de stolte søfartstraditioner Svendborg har, vil det være en helligbrøde ikke at tage en tur på vandet. Det er måske ikke altid lige nemt. Men heldigvis har byen Helge.

Veteranskibet MS Helge fra 1924 sejler fra 16. maj til 7. september i en fast rute fra Svendborg havn. Man kan stå af i f.eks. Christiansminde med en fin sandstrand, i Troense med de stråtækte fredede huse og Valdemar Slot med flere museer og livsstilsmesse.

Er man heldig, er det Ann Panduro fra Svendborg Sejlerskole, der er skipper på turen, og som sammen med sin mand, Niels Poulsen, driver Danmarks største privatejede sejlerskole.

Sejlerskolen holder til ved en træbro med mange flotte veteranskibe, som selv for landkrabber er et herligt syn. I denne ende af havnen ligger også Det Maritime Center med et indblik i søfartens historie. Det er ikke underligt, at Svendborg stadig er hjemsted for landets største søfartsskoler. Centret har iøvrigt en pakhusbutik med sundt guf fra de omkringliggende øer.

Vores store Beneteau-sejlbåd stryger forbi en af de store Ærøfærger og går op mellem Taasinge og Thurø. I Thurø Bund findes resterne af de stolte skibsbygningstraditioner i området, i dag er det kun værfterne Thurøbund Yachtværft og Walsted, der endnu holder stand. Før i tiden lå der snesevis af sejlførende fragtskibe i Thurøbund for vinterhi og reparation.

Ude under Svendborgsundbroen til Taasinge og videre mod Langeland ligger A. P. Møllers far, Peter Mærsk Møller, begravet på den smukke Sct. Jørgens Kirkegård. Far og søn lagde grunden til A.P. Møller-Mærsk-koncernen, og der er stadig tætte forbindelser mellem Esplanaden i København og Svendborg.

Afslappet stemning i Salig Simons Gaard.
Afslappet stemning i Salig Simons Gaard. Foto: Johnni Balslev
Vis mere

Lysten og Hotel Ærø

Svendborg er oplagt som base for udflugter i oplandet, for eksempel på Ærø, hvor Ann Panduro og Niels Poulsen mødte hinanden på det atmosfærefyldte værtshus Strandlyst bag Hotel Ærø, værthuset, som i folkemunde kaldes »Lysten«. »Lysten« og altså også Hotel Ærø ligger lige ved havnen, og kan med fordel fungere som blev udgangspunkt for ture til Egeskov og Valdemar Slot, til det charmerende stimiljø langs Thurøbund og besøg på Sydfyns bedste sandstrand, Smørmosen på det østlige Thurø.

Bliver man i selve Svendborg, må man ikke gå glip af nogle af de mange gode restauranter – Svendborg er med ca. 180 bevillinger helt i top med hensyn til restauranter, barer og caféer pr. indbygger. Og når maven er fuld, kan man bruge et par timer på Naturama, der er godt sted at lære noget om dyrelivets mangfoldighed, efterfulgt af en tankevækkende rundtur i Danmarks eneste fattiggård. Som i dag heldigvis kun er museum.