Svalbard, den norske øgruppe højt mod nord, kaldes »Isbjørnenes rige« – og på et krydstogt rundt om øerne er der ingen tvivl om, hvad gæsterne om bord især kommer for at se: Polar bears!
»Ding-dong« lyder det i højttalerne over hele skibet.
En alarm – af de gode. Der er set en isbjørn.
Skibet ændrer kurs og sejler ind mod kysten, hvor bjørnen trasker af sted langs vandet. Vi sværmer ud af kahytter, af restauranter, panoramalounger og siddeområder i en tæt strøm på trapperne til dæk fem eller syv, hvor vi flokkes langs rælingen.
Hvor er den? Hvor er den?
»Derovre på den store sten mellem de to områder med sne,« lyder det fra dem, der har spottet den hvide bjørn.
Der går den. Set med det blotte øje ikke større end hullet i en enkrone. Set i kikkerten er det dog tydeligt, at det virkelig er en isbjørn. Telelinser i arms længde rettes mod dyret, fotostativer sættes op.
Vi andre, med almindelige turistfoto-udstyr, knipser også – velvidende, at det kun bliver os selv, der kan se, at den hvide »klat sne« på billedet er en isbjørn.
Men det er turens første. Glemt er »hovedstaden« Longyearbyen og den russiske enklave, Barentsburg, og Ny-Ålesund med alle forskerne. Jagten på fossiler. De græssende rener. Flyvende søpapegøjer. Sælen, der gassede sig på sin sten og undrende så på alle de blå jakkeklædte væsner, der var blevet sat i land i Magdalenefjorden.
På krydstogt til Svalbard
Det er isbjørne, vi primært er taget til Svalbard og på krydstogt for at se.
Selv om der skulle være mellem 3.000 og 4.000 af dem på øerne, og selv om der i byerne er vejskilte med isbjørne-advarsel ved bygrænsen, og alle uden for denne grænse til fods eller på cykel har en riffel over skulderen, er der ingen isbjørnegaranti på et krydstogt i Svalbard. Ikke 100 pct. i hvert fald.
På Hurtigrutens polar-krydstogtskib »Fram«, som vi er om bord på, har man nu set dem på hvert eneste krydstogt, mener Atle Brekken at huske. Han er polarguide om bord og bor selv på Svalbard.
»Vores togter går hele vejen rundt om Spitsbergen, og der er flere isbjørne i det østlige Svalbard end i det vestlige,« fortæller han.
Men her, i det vestlige Svalbard, går den foran os og kaster sig pludselig i mosset med de fire store poter i vejret og vrider sig for at klø pels. Derefter trækker den ned til kysten, hvor den får øje på en flok dunede gæslinger, som løber for livet. Bjørnen følger efter dem i et adstadigt tempo. Vi følger dramaet i kikkerter og telelinser, og det store krydstogtskib lister med langs kysten.
Da vi efter en halv times tid siger farvel til bjørnen og de forvildede gæslinger, som endnu ikke er ædt, kommer vi ikke til at sejle længe, før der endnu engang er isbjørne-alarm: Nu er det en mor og en unge, som sover i arm midt på en mosbeklædt skråning.
Vi gik om bord på skibet dagen før sidst på eftermiddagen i »hovedstaden«, Long-yearbyen. En overskuelig by, hvor langt størstedelen af Svalbards 2.140 indbyggere bor. Flest nordmænd, 1.603 – næstflest svenskere 118 fulgt af 114 thailændere og 46 russere. På femtepladsen på listen over registrerede indbyggere, som rummer i alt 43 nationaliteter, er Danmark med 36 personer.
Det ugelange krydstogt går rundt om Spitsbergen, den største af Svalbard-øerne. Allerede efter et par timers sejlads har vi første landgang i Barentsburg. En russisk mineby under norsk suverænitet. En unik, men besværlig konstellation.
»Skal vi for eksempel bygge noget, skal vi både have tilladelse af de russiske og de norske myndigheder,« som den russiske guide fortalte med humor i stemmen.
Byen, hvor der siden 1932 har været kulminedrift, er et paradoks med sovjetrussiske reminiscenser i betonbyggeri, nye mere lette bygninger og huse i gammel stil fra før krigen. Der er arrangeret folkloreshow i kultur- og sportshuset, men vi foretrækker at smage den lokal producerede øl fra verdens nordligste bryggeri, som det reklameres, til meget unorske priser: 20 norske kroner for en halv liter og 30 norske kroner for en liter.
Derefter er det lige meget, at båden vipper, da vi slipper Isfjorden og om natten sætter kurs mod nord og Ny Ålesund.
Ny Ålesund er en anderledes norsk by med kønne gamle træhuse fra dengang, hvor der også her var minedrift. Nu er byen videnskabscenter for polar- og arktiske studier, og ti forskellige nationer har forskerstationer i byen.
Efter besøget i Ny Ålesund sejler vi videre nordpå til Monaco gletsjeren, og det er på vej ud af Liefdefjorden, at isbjørnene dukker op.
Efter den oplevelse, som har spredt en lettere overgearet stemning på skibet, fortsætter vi mod nord. Havisen over Nordpolen har efter flere års fravær igen bredt sig ned mod Svalbard og er kommet inden for rækkevidde. Planen er, at vi skal se iskanten, og, hvis vejret tillader det, iført overlevelsesdragter ud at sejle i de små gummibåde mellem isflagerne – og hvem ved, måske møde endnu en isbjørn i de omgivelser, den allerhelst vil være i.
»Der er hvaler«
På vej nordpå sejler vi tæt på den flade ø, Moffen, hvor en koloni hvalrosser holder til. Vi kan i kikkert fra båden se dem ligge og gasse sig. Lidt senere på vej mod isen lyder alarmen igen: Der er hvaler.
På med overtøj, kikkert og kamera og ud på dækket. Det er hvalernes blås, vandsøjlen der opstår, når de puster ud af åndehullet i ryggen, der er set på lang afstand. I mellemtiden er skibet kommet tættere på, og vandsøjlerne viser sig at tilhøre to blåhvaler. Verdens største pattedyr, og en af verdens truede dyrearter. Man regner med, at der er mellem 10.000 og 20.000 tilbage i verden, en tiendedel af hvad der var for 100 år siden. Og her svømmer to af dem.
De er så tæt på, at vi tydelig kan høre, når de blæser vand ud af åndehullet og følge, når deres grålige ryg skyder op over vandet – og bliver ved, og ved, og ved – indtil den lille rygfinne dukker op, og hvalens ryg forsvinder under havoverfladen for kort efter at dukke op igen.
Den lille rygfinne er kun 30-40 cm høj og synes slet ikke at passe til de store dyr. De fleste blåhvaler er omkring 25 meter lange. Det er de her formentlig også. Men de kan blive op til 33 meter og veje op til 200 tons.
»Ohhh,« lyder det på alle sprog tilsat et kor af kameraklik, hver gang de enorme dyr bryder vandskorpen. Og der er en næsten andægtig stilhed, da hvalerne til sidst bliver nede og ikke dukker op igen inden for vores synsvidde.
Ekspeditionsteamet, hvoraf flere har været på turen adskillige gange, er alle på dæk med store brede smil. Det, vi har oplevet, er enestående.
Og for at sætte prikken over i’et dukker den ene, hvis det ikke er en helt anden, blåhval, op igen om aftenen, og svømmer sammen med andre hvaler tæt ved skibet.
Vejret er fortsat godt med grå skyer og ingen vind, da vi når havisen. Vi kan komme i bådene. Vi ser ganske vist ingen isbjørne, men vi nyder turen i is og vand, og da vi kommer tilbage til skibet, modtages vi med champagne i anledning af, at vi har krydset 80 grader nord – 80 grader 21/23 minutter, som der helt præcist står i det certifikat, vi senere får udstedt.
Endnu flere dyr
Dagen efter er der flere dyr på programmet.
Vi kommer forbi det store Alkefjellet på øen Nordaustlandet, hvor der er et leben og skræppen, som kun et par hundrede tusinde fugle eller flere på et fuglefjeld kan præstere.
Himlen er næsten sort af fugle i fuld fart frem og tilbage, og hver en afsats på de omkring 100 meter høje og godt to kilometer brede klipper, er tæt besat med »nordpolens pingviner.«
For selv om de kan flyve og ikke svømme, minder de sorte og hvide alke meget om pingviner, som de sidder lige så tæt sammen på klippesiderne, som pingvinerne gør det i deres kolonier i den anden ende af verden.
Senere på dagen når vi Hinlopen strædet, og der får vi lov til at komme i land og komme tættere på hvalrosser.
Verdens bestand af hvalrosser er stigende, og det mærker man på Svalbard, hvor man i de senere år har opdaget nye kolonier.
De store dyr er meget sociale. De ligger tæt i en bunke og et virvar af lange stødtænder, luffer og halefinner og hygger sig – når de altså ikke lige må op og markere, når nye kommer til og forsøger at mokke sig ind i fællesskabet.
Hver dag sine oplevelser.
De andre aktiviteter
Der er arrangeret landgange hver dag. Nogle steder kan man købe ekstra aktiviteter som kajakture eller guidede vandreture. Og når vi bare sejler, er der tid til at strække benene i de magelige stole i observationsloungen på dæk syv, hvor der er vinduer fra gulv til loft og fuld udsigt over stræder og kyster.
Vi føjer nye dyr til listen. På den mest frodige af øerne, Edgeøya, studerer vamsede polarræve nysgerrigt de blåklædte væsener, som knipser af dem. Mens de tætte Svalbard-rensdyr med gevirer så store, at dyrene burde tippe forover, spiser lav og mos uden at ænse os.
Vi runder Spitsbergens sydspids og stikker ind i Hornsund med de mange gletsjere. Her er landing, og vi ser en masse isbjørnespor i den bløde jord mellem vandet og isen.
Men her er kun spor. Det har vagterne sikret sig. De går i land først og undersøger, om alt er sikkert. Og de bliver på deres poster al den tid, vi er i land.
Kajakkerne er i vandet, og en anden af dagens ekstra aktiviteter er vandring på gletsjer – brævandring, som nordmændene kalder det. Iført pigge på støvlerne og et reb om livet går vi i række efter gjetsjereksperten, som med sin stav tjekker, om der er skjulte sprækker.
Og vi når et godt stykke op i Kvalfangarbreens golde islandskab fyldt med lys, lyde og former, inden sprækkerne bliver for brede, og vi må vende om.
Et sidste show
Fra fjorden sejler vi direkte ud i havet, hvor der er et bestemt område, hvor forholdene under vandet gør, at der ofte er hvaler.
Og ganske rigtigt. Ud på aftenen, hvor det her så langt mod nord om sommeren er lige så lyst som midt på dagen, er der hval-alarm. Først en stor flok delfiner og senere spækhuggere og finhvaler, nærmere betegnet de store sejhvaler, som blæser vand i søjler og viser rygfinner.
Inden vi ved af det, har »Fram« listet sig rundt om Svalbard. Det har været i liste-tempo, skibet har ikke sejlet over fem-seks knob. Vi er tilbage i Longyearbyen.
Her tager jeg nærbilleder af isbjørne. Over indgangen til byens supermarked står en udstoppet isbjørn. Midt på gaden foran pelsforretningen står også en. Og inde i forretningen kan man med alle relevante attester om, at den er legalt nedlagt, købe et isbjørneskind med udstoppet hoved. Pris: 100.000 norske kroner.
Rejseliv var inviteret af Hurtigruten.
5 x fakta om Svalbard
Ø-GRUPPEN Svalbard ligger mellem Ishavet, Barentshavet, Grønlandshavet og Norskehavet mellem 74 og 81 grader nordlig bredde og 10 og 35 grader østlig længde. Det samlede areal er ca. 62 km²; Spitsbergen på 39 km² er den største af øerne.
HVALFANGSTEN Ved Svalbard blev indledt i begyndelsen af 1600-tallet; Danmark deltog fra 1617 og nogle år frem. I 1613 ønskede England at købe Svalbard af Christian 4. og anerkendte dermed Danmark-Norges overhøjhed over øerne. Den danske konge ville dog ikke sælge.
MINEDRIFTEN Kul gjorde øerne attraktiv i begyndelsen af 1900-tallet, og Norge måtte indgå en række traktater med andre lande og give tilladelse til minedrift for at få suverænitet over Svalbard. Minedriften var årsagen til grundlæggelsen af den russiske by Barentsburg, hvor der stadig udvindes kul.
KLIMAET På Svalbard er arktisk med midnatssol fra slut-april til slut-august og mørketid fra slut-oktober til midt i februar. Vi har fem årstider, siger man på Svalbard: Forår, sommer, efterår og en mørk og en lys vinter. Den mørke vinter løber fra midt i november til slutningen af januar, hvor solen slet ikke kommer over horisonten. Derefter kommer lys vinter, i påsken er der stadig masser af sne, gode snescooterforhold – og sol.
SIKKERHEDEN For eftertiden er et vigtigt emne på Svalbard. På grund af det kolde klima med en gennemsnitstemperatur i Longyearbyen på -14 grader om vinteren og omkring +6 grader om sommeren har man valgt Svalbard som det sted, hvor en international frøbank »Svalbard Global Seed Vault« bedst kunne placeres.
Rejseinfo
Transport:
SAS flyver via Oslo direkte til Longyearbyen til priser fra 2.500 kr., hvis man er ude i god tid.
Ophold:
Der findes en håndfuld hoteller i Longyearbyen, regn med priser fra 1.000 kr. per nat i delt dobbeltværelse.
Selve 9-dages krydstogtet rundt om Spitsbergen inkl. alle måltider, landgange, og foredrag om bord koster fra 28.000 kr. per person i delt kahyt.
Bedste rejsetidspunkt:
Man kan i princippet besøge Svalbard hele året, det nævnte krydstogt finder dog kun sted i efteråret.
