Vietnam kan snildt måle sig med Thailand, hvad angår badeferier for hele familien. En uge på luksus-hotel med legeklub til børnene og wellness til de voksne overbeviste os.

Hvem drømmer ikke om at leve i luksus i ny og næ? I de mørke vintermåneder vinkede vi farvel til Danmark og levede vores luksusdrømme ud på det firestjernede Victoria Hoi An Resort i Vietnam.

Læs også:
Sviptur fra Phuket til Saigon

Da vi gik i gang med at planlægge en rejse rundt i Vietnam, var vi i tvivl, om landet overhovedet kunne levere hvide sandstrande og luksus i samme liga som det, vi tidligere har oplevet nabolandet Thailand? Men ved at surfe på nettet og tale med et par rejsebureauer fandt vi hurtigt ud af, at Vietnam har lært at gøre Thailand kunsten efter.

Og den rest af tvivl, blev gjort endeligt til skamme, da vi blev hentet i hotellets bil i lufthavnen i Danang, en halv times kørsel fra Hoi An i det centrale Vietnam.

Opgraderet til luksus

Knap havde vi sat os ind i bilen, før chaufføren med et stort smil stak os en håndfuld kolde vandflasker og svalende klude til at klare køreturen på. 

I hotellobbyen blev vi budt velkommen med manér – denne gang af tre tjenende ånder, som bar vores kufferter ind og friskpresset juice frem mens en femte bad os om at tage plads i en magelig sofa.

Inden vi havde set os om, havde vores etårige søn fået sig en flok nye legekammerater i alle aldre, en tøjelefant med venlig hilsen fra hotellet – og vi havde fået opgraderet værelset fra det »superior«, vi havde bestilt, til et »deluxe« ditto med havudsigt med henvisning til, at der var lavsæson og rigelig plads til os i de finere gemakker.

På vej fra lobbyen kom vi forbi et lækkert og stort poolområde, som det krævede nogen overtalelse at få vores søn med forbi.

Men da han opdagede det rislende vandløb fuldt af fisk, der løb hele vejen langs stien til vores bungalow, hvinede han begejstret og var helt med på idéen om at lade badevand være badevand.

Og da vi nåede frem til værelset, var det forældrenes tur til at sige »ih« og »åh«.
Alene havudsigten fra de store panoramavinduer i vores »deluxe-hotelværelse« var nok i sig selv: 40 km hvid, palmeklædt sandstrand med store flettede kurvelignende strandsenge og rigeligt plads til alle.

Heller ikke indenfor var der sparet på luksussen. Dejlige store senge, lækkert indrettet badeværelse i mørke træsorter og en garderobe med plads nok til en hel familie og mere til.
Vand-elefanter og wellness

De næste dage nød vi at begynde dagen på hotellets terrasse, hvor vi spiste os gennem saftige vandmeloner og syrlige passionsfrugter, omeletter og pandekager lige fra kokkens steghede pande og alskens andre smagfulde retter fra hotellets buffet.

Resten af dagen brugte vi på at dase på stranden eller ved poolen, hvor der både var legekammerater og sjove stenelefanter med springvand i snablerne.

Og blev børnene trætte af solen, var der altid hotellets »kids Club« med babysitter, dans, sang og rig mulighed for at tegne, male, spille bold og meget mere.
»Voksenklubben« lå lige ved siden af børnenes og bød på et væld af wellness-tilbud om alt fra
vietnamesisk henover thai- og svensk massage til manicure og alskens ansigtbehandlinger. Alt sammen til rimelige priser.

Venlig hovedrysten

Hotellets minibus fragtede flere gange dagligt gæster gratis ind til den nærliggende by Hoi An. De fleste gange valgte vi dog at gå – turen er kun fire kilometer lang og går ad en bred vej forbi vietnamesernes egne huse, små kiosker, fiskebrug og forbi en skole, hvor der som oftest strømmede skoleelever i hvide skoleuniformer til eller fra på deres cykler.

En virkelig fin gåtur – bered jer blot på, at nok vil give anledning til mange gode grin blandt vietnameserne, som rystede på hovedet, fordi vi foretrak at trave med klapvognen foran os i middagsheden frem for at lade os fragte ind til Hoi An i en sval bus.

Silkeskjorter på en nat
Uanset hvordan man kommer ind til byen, er Hoi An dog mere end et besøg værd. Den gamle bydel er med sine karakteristiske gadelamper, majestætiske gamle bygninger i fransk kolonistil og snævre gader med alt, hvad et turisthjerte kan begære af skræddere, der syer silkeskjorter natten over til billige penge, hyggelige små butikker med alt fra kulørte lamper til Buddhastatuer og en hel række gode restauranter at vælge imellem.

Allerbedst er Mango Rooms. Her får man retter, som efterlader ganen med en eksplosion af søde, syrlige, stærke og helt uimodståeligt gode smagsoplevelser. Ønsker man sig en bid af Vietnam, er Mango Rooms og Hoi An det rette sted. Og ønsker man sig en badeferie med hele familien iklædt luksus, hvide sandstrande og masser af legekammerater, ja, så er Victoria Hoi An Resort det rette sted

Ingen tvivl om, at Vietnam sagtens kan leve op til nabolandet Thailand, når det gælder luksusbadeferie for hele familien.