I Storbritannien bliver Kronprinsse Mary sammenlignet med hertuginde af Cambridge, Kate Middleton, der er gift med Prins William. Det er de to royale kvinders tøjstil, der er centrum for sammenligningen.

Det skriver Daily Mail.

De (Kate Middleton og Kronprinsesse Mary, red.) har så lignende stil, at Chanels creative director, Karl Lagerfeld, kaldte dem 'royale søstre' før Kate Middleton giftede sig med Prins William. Sådan skriver Daily Mail om Danmarks 44-årige Kronprinsesse Mary og Storbritanniens 34-årige hertuginde af Cambridge, Kate Middleton.

Udover at begge kvinder er brunetter, er født borgerlige og begge har fundet 'prinsen på den hvide hest', så har de tilsyneladende også samme tøjstil. Sammenligningen er 'slående' mener det britiske medie.

Artiklen i Daily Mail går tæt på Kronprinsesse Mary og fortæller om, hvordan københavnere ofte kan se hende cykle afsted på sin ladcykel med børnene foran. Derudover bliver Kronprinsessens første møde med Kronprins Frederik på en pub i Sydney i 2000 i forbindelse med OL også beskrevet.

Det er ikke første gang, at ligheden mellem de to royale kvinder bliver beskrevet. Tilbage i 2013 skrev det royale britiske magasin Hello? om, hvordan Kate Middleton bar en mørkegrøn frakke under 150 års jubilæet af Londons undergrundsbane , som var utrolig lig den frakke, som Danmarks Kronprinsesse tidligere havde båret.