Efter en forværring af dronning Margrethes længerevarende rygproblemer er det blevet besluttet, at hun skal opereres.

Det oplyser Kongehuset på sin hjemmeside.

»Gennem en længere periode har Hendes Majestæt været ramt af problemer med ryggen, og i den seneste tid er situationen forværret. Efter samråd med Rigshospitalets eksperter har Dronningen besluttet at gennemgå en større rygoperation,« lyder det.

Dronningen vil blive opereret på Rigshospitalet i København 22. februar. Efterfølgende vil hun være indlagt, og det forventes, at hun vil skulle gennemgå et længere genoptræningsforløb herefter.

Det betyder, at en række officielle programpunkter i den nærmeste fremtid vil blive udsat, aflyst eller varetaget af andre medlemmer af den kongelige familie, lyder det fra Kongehuset.

4. februar skulle Dronningen have åbnet en udstilling på Nationalmuseet, men dagen inden lød det fra Kongehuset, at hun desværre måtte melde afbud på grund af problemer med ryggen.

Få dage senere skulle hun have været på sin årlige vinterferie til norske Gausdal, men også her stod smerterne i vejen for Dronningen, som måtte aflyse sin private ferie.

Sidste år fortalte den 82-årige monark da også ærligt, at hun havde skavanker. Særligt ryggen tillader hende ikke at være stående for længe.

»Før i tiden kunne jeg stå op uendeligt og helt glemme at sætte mig ned til en reception, selv om der var mulighed for det. Men det kan min ryg ikke lide mere,« fortalte hun til ugebladet Søndag.

Det er dog ikke første gang, ryggen brokker sig. I 2013 måtte hun aflyse et statsbesøg i Chile, da hendes læger vurderede, at flyveturen ikke ville være god for hendes slidgigt i ryggen.

Tre år senere meldte hun med få timers varsel afbud til et officielt arrangement på Københavns Universitet, fordi hun havde fået hold i ryggen, mens dårlig ryg også var årsagen, da hun i 2005 aflyste et besøg på Silkeborg Museum.

Under Dronningens seneste sygemelding har både kronprins Frederik og prins Joachim dækket ind som rigsforstandere. Under hendes kommende indlæggelse og genoptræning vil de også stå til rådighed.