Den svenske kongefamilie tog tirsdag imod Finlands præsident Alexander Stubb og hans kone, Suzanne Innes-Stubb.

Her stjal dronning Silvia opmærksomheden – og høster stor ros.

Billeder fra statsbesøget viser nemlig, at den 80-årige svenske dronnings venstre øje var ildrødt.

Det skriver flere nordiske medier, herunder Expressen og Dagbladet.

Makabert ser det ud, men der er – heldigvis – en god forklaring.

Til Expressen forklarer det svenske kongehus' informationschef, Margareta Thorgren, at det meget iøjnefaldende røde øje skyldes kold luft.

»Koldt træk kan være særlig mærkbart i de kolde måneder, når temperaturforskellen mellem ude og inde er stor,« skriver hun i en sms til Expressen.

Margareta Thorgren tilføjer, at dronning Silvias helbred ellers er helt fint.

Trods øjetilstanden deltog Dronning Silvia i hele statsbesøget med et smil om munden, og det får rosende ord med på vejen af det norske Se og Hørs kongehusekspert, Caroline Vagle.

Her tager det svenske kongepar imod de finske gæster.
Her tager det svenske kongepar imod de finske gæster. Foto: Claudio Bresciani/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg synes, dronningen er sej, fordi hun gennemfører til trods for et ret skræmmende øje. Hun ved jo, at det kommer til at blive et samtaleemne, og at billederne kommer til at blive spredt over hele verden,« siger hun til Dagbladet.

Ifølge Sundhed.dk skyldes en blodsprængning i øjet, at et lille blodkar er bristet. 

»Tilstanden påvirker ikke synet, men kan give bekymring, da man oplever, at 'det hvide' i øjet bliver rødt over et stort område,« skriver Sundhed.dk.

»I de fleste tilfælde er det ikke nødvendigt med nogen behandling. Blødningen forsvinder af sig selv,« lyder det videre fra sundhedsplatformen.