Det er en fast tradition, at Dronning Margrethe holder påske på Marselisborg Slot, hvor hun blandt andet dekorerer påskeæg med sin nærmeste familie.

Men i år bliver en undtagelse, bekræfter kongehuset overfor Billed-Bladet.

Dronningen er stadig i gang med genoptræningen efter den rygoperation, hun gennemgik den 22. februar. Og det går godt, lyder meldingen.

Men netop derfor vælger dronningen i år at holde påske på Amalienborg, hvor hun også vil fejre sin fødselsdag den 16. april. Sidste år fejrede hun sin 82-års fødselsdag på Marselisborg i Aarhus. I år bliver det københavnernes tur til at flage for dronningen.

Ifølge TV2 Østjylland var flere tusinde tilhørere mødt op med dannebrogsflag for at fejre majestætens fødselsdag. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Ifølge TV2 Østjylland var flere tusinde tilhørere mødt op med dannebrogsflag for at fejre majestætens fødselsdag. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hendes Majestæt og den kongelige familie vil vise sig på balkonerne på Christian IXs Palæ på Amalienborg klokken 12.00,« oplyser kongehuset.

16. april bliver samtidig dagen, hvor Dronning Margrethe vender tilbage efter sin anden rygoperationen. Går alt som planlagt, vil hun efter sin 83-års fejring stille og roligt genoptage sine pligter.

Traditionelt bor dronningen på Amalienborg om vinteren, mens forår og efterår bruges på Fredensborg Slot og påsken normalt på Marselisborg.

Sidst dronningen måtte aflyse påskebesøget i det jyske var i 2020, hvor pandemien spændte ben for besøget.

Staten ejer slottene, Amalienborg, Christiansborg Slot, Fredensborg Slot, Sorgenfri Slot, Graasten Slot og Eremitageslottet, som står til rådighed for kongehuset.

Marselisborg Slot er det eneste, som er dronningens private bolig, og som hun betaler ejendomsskat for.