For et år siden kom det frem, at kong Charles havde bevilget, at prins Harry og hertuginde Meghans børn, Lillibet og Archie, kunne få de royale titler som prins og prinsesse.

Men det er måske en stakket frist. For står det til en britisk kongehusekspert, så burde titlerne inddrages. Faktisk mener han, at kong Charles også burde inddrage Harry og Meghans titler.

Det er den seneste uges ballade om prins Harrys gøren og laden i forbindelse med sin fars kræftdiagnose, der har fået den britiske kongehuskommentator Tom Bower op i det røde felt.

Og han er ikke den eneste, der langer ud efter prinsen.

Prins Harry og Meghan Markle er i disse dage i Whistler i Canada.
Prins Harry og Meghan Markle er i disse dage i Whistler i Canada. Foto: Jennifer Gauthier/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Harry og Meghan vil blive omhyggeligt rådgivet, men alligevel flirter Sussex.com med fare,' skriver Tom blandt andet i Daily Mail. 

Han mener, at parret bevæger sig tæt på kanten af, hvad de kan tillade sig.

Tom Bower, der har skrevet flere bøger om de britiske kongelige, er forarget over, at prinsen og hans kone, hertuginde Meghan, har valgt at relancere deres hjemmeside med det nye navn – sussex.com – kort efter, at kong Charles er blevet diagnosticeret med kræft.

Samtidig mener han, at parret lukrerer på deres kongelige ophav ved at kalde hjemmesiden sussex.com frem for Archiwell.com, som den har heddet de seneste år.

Prins Charles burde tage de kongelige titler fra prins Harry og hans børn, mener ekspert.
Prins Charles burde tage de kongelige titler fra prins Harry og hans børn, mener ekspert. Foto: Alastair Grant/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sussex.com henleder opmærksomheden til deres adelige titler, som hertugparret af Sussex. Men det minder også meget om deres oprindelige brand 'Sussex Royal', som de ellers var blevet forment at bruge, da de ikke må bruge deres relation til kongehuset i kommercielle sammenhænge.

'Navneskiftet udsætter dem for beskyldninger om, at de vil bryde et vigtigt løfte til dronning Elizabeth om, at de ikke ville kommercialisere på forholdet til den kongelige familie,' lyder det fra Bower.

Han mener, at kong Charles burde handle. Og straffe sin søn.

'Det er helt sikkert tid til, at kong Charles inddrager deres titler og tilbagetrækker dem fra deres (hertugparrets, red) børn. '

'Ind til nu har Charles været alt for tolerant overfor Sussexparrets pengegriske adfærd,' skriver Bower og tilføjer at han mener, at der allerede burde have været en konsekvens, da prins Harry og hertuginde Meghan hængte kongehusets beskidte vasketøj til tørre i det kontroversielle Oprah-interview i 2021.

Og Bower er ikke den eneste, der mener, at prins Harry nu er gået alt for langt.

Den royale korrespondent Rupert Bell, er bestemt heller ikke begejstret for prins Harry og hertuginde Meghans nye hjemmeside, som ifølge ham skriver til verden om, at de har ‘et behov for at blive elsket’.

»Hele hjemmesiden er ret selvforkælende. Og det afspejler deres altoverskyggende afhængighed af deres kongelige forbindelser,« har han udtalt ifølge Express til Talk Tv.

Prins Harry og Meghan.
Prins Harry og Meghan. Foto: Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Også den danske forfatter og England-korrespondent Lone Theils har undret sig over, at prins Harry og hertuginde Meghan valgte at relancere deres nye hjemmeside med nyt navn kort efter kongens kræftdiagnose.

»Man kan sige, at det britiske kongehus nok har andre mere presserende ting at gå op i lige nu end den hjemmeside, men hvis jeg var kongehuset, ville jeg synes, at det var en tarvelig timing,« har hun tidligere udtalt til B.T.

»Jeg tror ikke, at prins Harry går efter at være ondskabsfuld, men det er ubetænksomt og dårlig timing,« tilføjede hun.

Det var mandag den 5. Februar, at det britiske kongehus udsendte en pressemeddelelse om, at kong Charles har kræft.

Det er ikke oplyst, hvilken slags kræft, han lider af, men det vides, at det ikke er prostatakræft.

Kongen er kommet i kræftbehandling og har den næste tid aflyst sin deltagelse i offentlige arrangementer.

 Han vil dog fortsat ordne de statslige anliggender, som tilfalder ham som monark, har kongehuset oplyst.

Hør mere om det danske og det britiske kongehus i B.T.'s podcast 'Kongehuset bag kulissen':