Farverige prinsesse Stéphanie af Monaco har gjort sig bemærket med kærester og ægtemænd, som sangerinde og som designer af badetøj og som fotomodel. 1. februar fylder hun 50 år.

Prinsesse Stéphanie af Monaco, grevinde af Polignac, bliver 50 år. Hun er døbt Stéphanie Marie Elisabeth Grimaldi, og er det yngste – utæmmelige – barn af fyrst Rainier III og hans hustru, den amerikanske filmstjerne Grace Kelly. I Monaco har aristokrati, penge og glamour altid gået hånd i hånd og prinsesse Stéphanie er på godt og ondt barn af det.

Hun er lillesøster til den regerende fyrst Albert II, og prinsesse Caroline, prinsesse af Hannover, og hun er i øjeblikket nummer 9 i arvefølgen til den monegastiske trone. Udover et kærlighedsliv, der har slået gnister og været fast føljeton i den europæiske sladderpresse, har den farverige prinsesse gjort sig bemærket for valget af ægtemænd og som sangerinde, designer af badetøj og fotomodel.

Prinsesse Grace beskrev kærligt sin yngste datter som »kvik, underholdende og selvstændig« og tilføjede, at hun også var meget fysisk (sprælsk) og hun kaldte hende sit »wild child«, mens hendes ikke mindre kærlige fransktalende far ikke tøvede med at bruge udtrykket »enfant terrible«.

Katastrofen indtraf 13. september 1982, da prinsesse Grace og Stéphanie var på vej tilbage fra familiens store gård i Frankrig. Bilen forulykkede og prinsesse Grace døde den følgende dag af sine kvæstelser, mens Stéphanie slap med en hårfin revne i en nakkehvirvel.

Den officielle forklaring lød på, at prinsesse Grace havde fået en blodprop, mens hun kørte, men rygterne gik hurtigt, at det var Stéphanie, der havde siddet bag rattet i det skæbnesvangre øjeblik. Prinsesse Stéphanie nægtede i flere år at udtale sig om sin mors død, men i 1989 sagde hun i et interview: »Der hvilede et stort pres på mig, fordi mange mente, at det var mig, der havde kørt bilen, at det hele var min skyld, at jeg havde slået min mor ihjel... det er ikke nemt at skulle leve med det, når man kun er 17 år.«

Stéphanie lå på hospitalet, da hendes mor blev begravet. Og året efter begyndte hun som elev i det franske modefirma Christian Dior under direkte ledelse af chefdesigneren Marc Bohan. Det følgende år optrådte hun som model i det spanske magasin ¡Hola!. I 1985 var hun på forsiden af det tyske Vogue og den amerikanske udgave af Vanity Fair.

I 1986 var hun på forsiden af fransk Vogue. Samme år lancerede hun sin egen serie af badetøj udviklet i samarbejde med Alix de la Comble, som hun havde mødt hos Dior.

I 1986 udsendte hun en selv-produceret single, »Ouragan«, der også kom i en engelsk version som »Irresistible«, og begge blev internationale hits. Og singlen »Flash« og den engelske version »One Love to Give« blev pæne succeser. I 1987 udgav hun singlen »Young Ones Everywhere« til fordel for UNICEF.

Prinsessen, der tidligere har været kæreste med bl.a. Paul Belmondo (søn af Jean-Paul), Anthony Delon (søn af Alain), filmstjernen Rob Lowe og den franske magasin-udgiver Jean-Yves Le Fur, endte i første omgang med at danne par med sin livvagt, Daniel Ducruet. Parret fik to børn, en dreng og en pige, før de selv blev gift i 1995 - og skilt igen året efter. På grund af ægtemandens utroskab.

Prinsessens tredje barn, en lille pige, blev født i 1998 og hun har aldrig afsløret faderens identitet. Det er erhånden almindeligt kendt, at faderen er Jean Raymond Gottlieb, en tidligere parisisk politibetjent og ski-instruktør, der også var hendes livvagt.

I 2001 indledte hun så et forhold til den gifte elefanttræner Franco Knie og flyttede med sine tre børn til Knie i en vogn i hans cirkus-karavane. Forholdet sluttede i 2002 og Stéphanie og børnene returnerede til Monaco. I 2003 giftede hun sig med den portugisiske cirkus-akrobat, Adans Lopez Peres, der løjerligt nok også var medlem af Knies cirkus, og ægteskabet endte – til ingens overraskelse – med skilsmisse knap et år efter.

Men så blev der stille. Siden fyrst Rainiers død for ti år siden, har hun ikke giftet sig og prinsesse Stephanie har holdt meget lav profil med de mænd, hun har kendt. Gik prinsessen hen og blev voksen?