Det er en af landets helt tunge ejendomsmoguler, der overlader sit palads på Emiliekildevej i Klampenborg til Prins Joachim og Prinsesse Marie, når skødet er endeligt underskrevet til den 600 kvadratmeter store luksusejendom. 

Den nuværende ejer af Joachim og Maries nye residens nord for København, rigmanden Lars Thylander, har siden han stiftede Thylander Gruppen i 1986, tjent mange millioner på administration samt køb og salg af en lang række eksklusive ejendomme og ejendomsselskaber i København og Tyskland.

Blandt andet har Thylander stået for køb og salg af Scala-bygningen i Københavns City, Vandflyverhangaren på Holmen samt flere eksklusive erhvervs- bolig- og kontorejendomme på Strøget, Bredgade og Købmagergade samt ejendomme og komplekser i Nordsjælland.

Og så er Lars Thylander gode venner med landets fodboldlegende Michael Laudrup, som Thylander omgås både privat og i forretningsmæssig sammenhæng. 

Det var således erhvervsmanden, der sørgede for at Laudrup, efter flere fejlslagne investeringer i dansk erhvervsliv, fik placeret nogle af sine 100 millioner kroner i solide ejendomme med stort afkast.

Først i 2005, da Laudrup i samråd med Thylander via en annonce ledte efter investeringsobjekter, og senere i 2008, hvor Michael Laudrup gik sammen med en række andre rigmænd i investeringsselskabet ThylanderGruppen A/S.

Men allerede i 1995 foretog de to en af deres første forretninger sammen, da de købte en ejendom i Pilestræde midt i København for 4,7 millioner.
Fire år senere solgte de den videre med en fortjeneste på fire millioner - plus de fire års husleje fra beboerne oveni. 

Hvor Thylander flytter hen, når Joachim og Marie rykker ind, vides ikke.

Men rigmanden får nok ikke problemer med at finde en passende ny bolig.