Det var hendes livs sværeste beslutning. I hendes livs sværeste tid. Inden for to år var begge hendes forældre døde. Og samtidig var den tidligere komtesse af Rosenborgs ægteskab med Thomas Schmidt gennem 16 år på kollisionskurs.

Men når man har været sammen i så lang tid, og der også var de to børn, Julius på 13 og Clara på 10 år, så vælger man ikke bare lige at pakke sit tøj og forlade sin familie, fordi ens ægteskab ikke fungerer. Derfor forsøgte Josephine af Rosenborg og hendes mand at redde deres forhold.

Men i september sidste år gav Dronningens 42-årige niece op. Hun valgte at flytte fra sin mand hen i en lille to værelses lejet lejlighed i Lyngby.

Hvorfor tog du ikke børnene med, da du gik, som kvinder jo ofte gør?

»Det gjorde jeg, fordi Thomas bor i huset, hvor deres værelser er, og det  ligger 100 meter fra deres skole. Deres venner bor også i området. Derfor mente vi, det ville være i børnenes tarv, at de blev boende i huset. Jeg bor i en to værelses. Hvor skulle de være? Det giver jo sig selv.  Jeg synes, det er helt naturligt, at de blev hos Thomas. Jeg har gjort det for børnenes skyld. Ikke for min egen,« understreger Josephine af Rosenborg åbenhjertigt til bt.dk.

Men selv om det var for børnenes skyld, har hun alligevel måtte høre meget for, at hun ikke tog de to børn med sig, da hun flyttede. Men heldigvis var der også opbakning.

»Jeg fik faktisk at vide i Statsforvaltningen, at hvis alle mødre var som mig, så havde Statsforvaltningen ikke så mange sager. Det tog jeg positivt imod,« siger hun.

»Men jeg har aldrig grædt så meget, som i de sidste otte måneder. Jeg græder om aftenen, fordi jeg savner børnene. Jeg savner at diskutere med dem om de skal gå i seng, jeg savner at smøre madpakker, jeg savner at vække dem om morgenen. Alle hverdagens trakasserier sætter jeg pris på,« siger hun.

Men selv om folkedomstolen har stemplet hende som en dårlig mor, og savnet efter børnene har været hårdt, har hun ikke fortrudt sin beslutning at forlade deres far.

»Jeg har tænkt på, hvor mange der sidder derude i nogle dårlige ægteskaber, som bare burde sige nok er nok. Men fordi de har fået børn, så bliver de for børnenes skyld. Det er ikke det man skal. Man skal bryde ud, hvis man ikke kan mere. Og det gjorde jeg,« lyder det tilfreds.

For selv om hun i de sidste otte måneder ikke har smurt madpakker og puttet børnene hver dag, så har de alligevel set deres mor så godt som dagligt.

»De spiller begge to meget fodbold i Lyngby Boldklub, hvor jeg også selv spiller og er aktiv i forældrebestyrelsen. Jeg tager også altid ud og ser dem spille kamp. Og så kigger de begge forbi her, så spiser vi middag sammen og hygger os,« fortæller hun.

Som bt.dk skrev i går har Josephine af Rosenborg fundet kærligheden igen i den 37-årige jyske håndværker, Kenneth Schmidt, som hun har mødt på deres fælles arbejdsplads, Carlsberg. Og den 1. juli flytter parret sammen i et nyindkøbt rækkehus på 121 kvadratmeter i den del af Lyngby, som kranser op til Virum, hvor børenens skole ligger.

»Når jeg flytter skal Thomas og jeg have børnene i en 50/50 ordning. Det glæder jeg mig ubeskriveligt meget til. Kenneth er også helt med på den. Børnene har jo også taget rigtig godt imod ham,« lyder det fra den nyforelskede Josephine af Rosenborg til bt.dk.

Læs hele det store interview med Josephine af Rosenborg i BT lørdag.