Kongehuset havde ekstremt medvind, men så ramte Genoveva Casanova-sagen spanske og siden danske medier, og det har trukket veksler på Kongehusets såkaldte goodwill-konto.

Det fortæller kommunikationsekspert Anna Thygesen i seneste udgave af podcasten 'Kongehuset bag kulissen'.

»Jeg taler tit om de her to konti - goodwill-kontoen og badwill-kontoen. Efter prins Christians fødselsdag kunne det ikke blive mere folkeligt, alt var godt. Selv de argeste republikanere kunne ikke sige noget. Det hele spillede. Det gik lige ind på goodwill-kontoen,« lyder det fra Anna Thygesen.

Hun fortsætter:

»Så kommer den her sag, der tærer på det. Så ‘bad will’-kontoen fyldes op med det, også selvom der ikke nødvendigvis er sket noget, så er det det, der fylder. Og der er flere kritiske spørgsmål, end der ville være,« lyder det fra Anna Thygesen.

Selvom sagen har fyldt meget, så vurderer kommunikationseksperten dog ikke, at den for nuværende vil skabe flere problemer for Kongehuset, så længe der ikke kommer nyt frem.

»Det handler om at få så meget andet fedt fyldt i kalenderen, så mediernes spørgsmål bliver irriterende og kedelige at høre på. De, der synes, det er synd for dem og laver jokes (på sociale medier, red.), ignorerer de. Og så skal de håbe, der ikke sker en udvikling. Selv den mindste ting kan jo være nyt,« siger hun og tilføjer:

»På den måde går det godt for Kongehusets krisehåndtering. Men det kan efterlade en åben flanke for flere kritiske spørgsmål. Der er et andet kritisk søgelys på dem,« siger Anna Thygesen.

Hør hele ugens udgave af 'Kongehuset bag kulissen' her. Cirka 20 minutter inde i udsendelsen kan du høre kommunikationsekspert Anna Thygesen fortælle om Kongehusets 'goodwill' og 'badwill'-konto - og hvordan sagen om Genoveva Casanova har vendt op og ned på dem.