Den flotte, hvide palævilla på Svanemøllevej i Københavns ambassadekvarter fik grevinde Alexandra kvit og frit af sin eksmand, prins Joachim, da parret i 2005 blev skilt.

Men selv om den 356 kvadratmeter store villa fra 1903 med otte værelser, tre badeværelser, fem toiletter og et køkken ved overdragelsen var gældfri, så koster det alligevel store summer hvert år at bo på den lukrative adresse.

Som BT kan afsløre, lever hun og hendes mand Martin Jørgensen i så overdådig luksus, at de har været nødt til at optage millionlån i den eksklusive palæ-villa. Lån der bl.a. er brugt til indkøb af endnu mere luksus i Tyrkiet. Men sandsynligvis også driften af palævillaen.

Ifølge kendis-ejendomsmægleren Jan Fog, der i sin tid solgte huset til grevinden og prinsen for 7,250 mio. kr., løber alene ejendomsskatten (grundskylden) i år op i 59.197 kr. Dertil skal lægges 77,800 kr i ejendomsværdiskat.

Og forbruget i så stort et hus adskiller sig også fra det gennemsnitlige parcelhus. Jan Fog anslår, at udgifter for renovation, forsikringer, vand m.v. løber op i 20-25.000 kr., mens fjernvarmeregningen kan ende på omkring 40.000 kr.

Milliongevinst

Samlet koster det altså omkring 200.000 kr. årligt at bo i huset. Dertil skal lægges eventuelle afdrag på de tre lån, som grevinden ifølge tinglysningen har optaget i huset.

Bliver udgifterne til huset for store, eller får Alexandra blot lyst til et nyt sted at bo, kan hun dog glæde sig over, at hun ser ud til at indkassere en milliongevinst, hvis huset skal sælges. Ejendomsmægler Jan Fog vurderer, at palævillaen i dag har en værdi på 18 mio. kr.

Alexandras indkomst

Selv om grevinde Alexandra har en erhvervsbaggrund i den finansielle sektor som bl.a. børsmægler og vicedirektør i Hong Kong, er det ikke meget, det danske erhvervsliv har set til den tidligere prinsesse.

Siden Alexandra i 1995 giftede sig med prins Joachim, har hun levet et liv tilbagetrukket fra arbejdsmarkedet.

Et arbejde har dog heller ikke været nødvendigt for at få husholdningen til at løbe rundt. Som prins Joachims hustru blev hun understøttet af sin mands årlige skattefrie - flere millioner store - apanage.

Egen apanage

Efter skilsmissen fik hun tildelt sin egen årlige apanage. Den udgør i år 2,1 mio. kr., som grevinden dog skal betale skat af, da hun efter indgåelsen af ægteskab med Martin Jørgensen udtrådte af kongehuset og derfor ikke længere er undtaget fra at betale skat.

Foruden sin apanage sidder grevinde Alexandra i bestyrelsen for medicinalfirmaet Ferring Pharmaceuticals, hvor det formodes, at hun bliver aflønnet med et honorar.