Kronprinsessens store engagement for kvinder, flygtninge og socialt udsatte medborgere bliver rost i bogen ’Mary – prinsesse af hjertet’
Ingen tvivl om at kronprinsesse Mary er meget populær. Og lige nu bliver den 44-årige mor til fire hyldet fra flere kanter.
Først roste hendes royale svigermor hende til skyerne i den nye samtalebog ’De dybeste rødder’ for hendes engagement i kampen for ligestilling.
»Det er flot. Hun kan noget, som jeg slet ikke ville have kunnet i hendes alder,« lyder det fra dronning Margrethe.
Men Dronningen er ikke den eneste, der er begejstret for australskfødte Mary. Den 1. november udkommer endnu en hyldest til Kronprinsessen.
I bogen ’Mary – prinsesse af hjertet’, der er skrevet af den mangeårige DR-journalist Helle Bygum, hylder flere samarbejdspartnere og en kommunikationsekspert Marys store arbejde i sine protektioner og i Mary Fonden. Kommunikationsekspert Christian Have sammenligner i bogen Mary med dronning Ingrid, men nævner også andre ikoniske kvinder som Monacos Grace Kelly og den tidligere førstedame Jacqueline Kennedy.
Da Mary i 2007 etablerede Mary Fonden, der fokuserer på indsats mod mobning, ensomhed og vold i hjemmet, lagde hun grundstenen til et nyt kapitel i sin rolle som kronprinsesse.
’Et ægte engagement’
I dag bruger halvdelen af danske børnehaver Mary Fondens ’Fri for mobberi’-programmer, mens 40 procent af de danske folkeskoler bruger det i indskolingen.
»Hun har et ægte engagement. Hun har karisma, en medfødt charme og en stærk personlighed. Hun kan holde en tale, som inspirerer folk, som bevæger folk. Hun har denne elegance, som også gør, at der er respekt om tingene,« lyder de rosende ord fra Christian Have.