Det var svært at holde tårerne tilbage, da prinsesse Kate fredag i en meget veltilrettelagt og rørende videohilsen fortalte, at hun havde kræft.

Ifølge et britisk medie skrev prinsessen selv sin tale – og endda ret hurtigt. Samtidig kommer det også frem, at kong Charles har været en stor støtte for prinsessen.

Det skriver det velrespekterede britiske medie The Times i sin søndagsudgave.

Ifølge mediet var det den 42-årige prinsesse Kate, der selv skrev talen, som er blevet set af millioner af mennesker over hele verden.

Prinsesse Kate og kong Charels har angiveligt et tæt forhold.
Prinsesse Kate og kong Charels har angiveligt et tæt forhold. Foto: Chris Jackson/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det var hende hele vejen igennem, hvert et ord af den, og den blev lavet meget hurtigt,« siger en unavngiven ven af prinsessen til The Times ifølge Daily Mail og Independent.

Det var fredag aften klokken 19 dansk tid, at prinsesse Kates rørende besked blev udsendt på både BBC og de sociale medier.

Her fortalte prinsesse Kate, hvordan hun i midten af januar havde fået en større operation i maven, som man dengang mente ikke var kræftrelateret. Hun fortalte dog også, at lægerne efterfølgende alligevel havde fundet spor af kræft, og at hun derfor var kommet i præventiv kemobehandling.

»Det kom selvfølgelig som et kæmpe chok, og William og jeg har gjort alt, hvad vi kunne, for at bearbejde og håndtere det privat af hensyn til vores unge familie,« fortalte prinsesse Kate og fortsatte:

»Men vigtigst af alt har det taget os tid at forklare alt til George, Charlotte og Louis på en måde, der er passende for dem, og at forsikre dem om, at jeg nok skal blive okay.«

Efterfølgende har det britiske kongehus meldt ud, at man forventer, at prinsessen kommer sig over sin sygdom. 

Prinsesse Kates udmelding kom efter flere ugers spekulationer og konspirationer om, hvad der var hændt hende.

Ifølge vennen var det prinsessens selv, der ønskede at tale til nationen.

Kong Charles besøgte angiveligt prinsesse Kate på hospitalet.
Kong Charles besøgte angiveligt prinsesse Kate på hospitalet. Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hun følte, hun måtte gøre det grundet den, hun er. Det handlede om at vise, at hun ved, at hun er en offentlig person og har et større ansvar for at vise vejen,« udtaler vennen.

Og det var angiveligt også prinsessen selv, der ønskede, at beskeden skulle komme i en videohilsen frem for på skrift, da det ville være en mere betryggende måde at give meldingen på.

I artiklen fra The Times fremgår det desuden, at kong Charles har været en stor støtte for prinsessen.

Angiveligt besøgte kongen hende flere gange i sin slåbrok, lige efter hun var blevet opereret, da den britiske majestæt selv havde ophold på en anden hospitalsstue i samme bygning, da han samtidig var indlagt for behandling af en forstørret prostata.

Ifølge The Sun viste kongen også sin støtte forud for udsendelsen af prinsessens videohilsen, da de to angiveligt nød en sjælden stund alene, da kongen havde inviteret prinsesse Kate til frokost på slottet i Windsor.

Det britiske kongehus har ikke kommenteret oplysninger om prinsessens tale eller om hendes frokostaftale med Charles.

Hoffet bekræftede dog fredag i en kort besked at kongen havde støttet sin svigerdatter – både på hospitalet og efterfølgende:

'Efter deres tid sammen på hospitalet, har hans majestæt fortsat med at være i tæt kontakt med sin svigerdatter gennem de seneste uger. Begge majestæter vil fortsætte med at tilbyde deres kærlighed og støtte til hele familie gennem denne svære tid.'

Hør mere om det britiske kongehus i B.T.s podcast 'Kongehuset bag kulissen':