Der er opstået ny forvirring om den syge prinsesse Kate, efter det britiske forsvarsministerium onsdag har slettet en oplysning om, at prinsessen skulle deltage i et arrangement i juni. Igen uden en officiel forklaring fra kongehuset.

Kommunikationsekspert Nathalie C. Larsen mener, at det britiske kongehus skaber mystik og bekymring med deres måde at kommunikere på.

»Det emmer af, at der er en eller anden form for usikkerhed. Og at der er intern uenighed, hvilket giver en enorm utryghed. Lige nu er der virkelig spot på alt, hvad der kommer fra det britiske kongehus, så derfor skal man virkelig kommunikere klart og velovervejet, for det blive målt og vejet i stor stil,« siger Nathalie C. Larsen, der er creative direktør i kommunikationsbureauet Lead Agency.

Hun tilføjer:

Kongehusets manglende kommunikation giver næring til spekulationer.
Kongehusets manglende kommunikation giver næring til spekulationer. Foto: Peter Byrne/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Man har skabt den perfekte storm. Et kæmpe fokus på sig selv med det ønske om at få så lidt opmærksomhed omkring det her som muligt. Men det har man jo fejlet i.«

Siden det blev meldt ud i midten af januar, at den 42-årige britiske prinsesse var blevet opereret i maven, og at hun først ville genoptage sine officielle pligter efter påske, har kommunikationen om Kates velbefindende begrænset sig til et minimum.

Kongehuset har ikke oplyst, hvad prinsessen fejler, og hun er ikke blevet set af offentligheden siden før jul – på nær på et enkelt sløret foto, som det amerikanske medie TMZ erhvervede forleden af prinsessen, der sad på passagersæde i en bil, som hendes mor, Carole Middleton, kørte.

Tirsdag kunne man så pludselig læse på det britiske forsvarsministeriums hjemmeside, at prinsesse Kate ville deltage i ceremonien 'Trooping the Colour' til juni, hvor fremmødet af kongelige altid er stort.

Det er ikke kun Kate, der er syg. Prins Charles er også syg.
Det er ikke kun Kate, der er syg. Prins Charles er også syg. Foto: Chris Jackson/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men onsdag var informationen så pillet af igen. Uden yderligere forklaringer.

Den manglende information om prinsesse Kates sygdomsforløb har ført til spekulationer og konspirationsteorier. 

Og det overrasker ikke Nathalie C. Larsen:

»Hovedlinjerne i hele den her sag er, at det usagte og kommunikerede er det, der går allerklarest igennem til befolkningen. Man har jo forsøgt at holde informationerne så tæt som muligt i kongehuset, men denne knaphed og det usagte har banet vejen for, at vi som modtagere af denne her information må gætte på det usagte,« siger hun.

Hun tilføjer, at det har givet 'en kæmpe offentlig rygtebørs', hvor alt fra sjove historier til alvorlige ting, som kan være årsag til prinsessens lange fravær, bliver nævnt.

Nathalie C. Larsen mener dog, at netop den meget kontrollerede information formentlig handler om, at der er en vis alvor i prinsessens sygdom:

»Der er jo ingen tvivl om, at der er en relativt alvorlig klang. For hvorfor maner de det ikke mere til jorden, hvis ikke der er noget alvorligt på spil?,« siger hun og tilføjer: 

»Problemet er, at det efterlader en kæmpe spillebane for ukontrolleret kommunikation og teorier. Så den her knaphed, der er et forsøg på kontrol, den bliver jo bare afløb til spekulationer og teorier.«

Hvis Nathalie C. Larsen skulle rådgive det britiske kongehus, så ville hun mene, at mere proaktiv kommunikation ville have bedre effekt:

»Jeg ville nok have opfordret til, at man holdt offentligheden en smule mere i hånden. Det kan man jo godt gøre uden at blive privat og for afløsende. Man derfor kunne man godt kommunikere lidt mere proaktivt ved at sende en lille hilsen og sprede ro.«

Du kan høre mere om Kates sygdom og krisen i det britiske kongehus i B.T.s podcast 'Kongehuset bag kulissen':