Inden den svenske Carl Philip fandt sammen med realitystjernen Sofia Hellqvist, var han kæreste med Emma Pernald i ti år. Men de mange år sammen betød tilsyneladende ikke meget for prinsen, afslørede han i går på svensk tv.

I ti år var den 36-årige prins Carl Philip sammen med den jævnaldrende Emma Pernald, som han også boede sammen med i flere år.

De to brød i 2009 – til dronning Silvias store skuffelse - og Prinsen fandt året efter sammen med den tidligere ’Paradise Hotel’-deltager og undertøjsmodel Sofia Hellqvist, som han nu skal giftes med.

Og nu afslører prins Carl Philip, at han åbenbart aldrig var særlig forelsket i projektlederen Emma Pernald, som er en af lillesøster prinsesse Madeleines gode veninder.

»Jeg havde ikke rigtig kendt til kærlighedens magi, inden jeg mødte Sofia. Men nu, hvor jeg gør det, så mærker jeg virkelig, hvor den magi kan forandre en person,« fortalte han mandag aften i et interview, der blev sendt på den svenske tv-station TV4.

Det har flere kommentatorer bidt mærke i som værende højst bemærkelsesværdigt, hvilket Emma Pernald da også synes:

»Det var mærkeligt at høre. Jeg mærkede kærlighed i de ti år, vi delte sammen,« fortæller hun til Aftonbladet.

Emma Pernald er i dag gift og mor til to børn og understreger, at hun ikke er bitter over prins Carl Philips udtalelser. Men noget tyder på, at hun ikke er inviteret til brylluppet d. 13. juni.