Prins Harry vender i begyndelsen af maj tilbage til London.

Dermed vender den USA-boende eksilprins for første gang tilbage til hjemlandet, efter han tidligere på måneden frasagde sig Storbritannien som sin bopæl.

Anledningen er, at prins Harry skal deltage i en ceremoni, der markerer ti årsjubilæet for Invictus Games – et stævne til fordel for soldater og veteraner med psykiske eller fysiske skader, han selv stiftede.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Prinsen har selv gjort tjeneste i Afghanistan.

8. maj deltager han så i en ceremoni i St. Paul's Cathedral i den britiske hovedstad, London.

Ceremonien vil omfatte oplæsninger af prins Harry og den britiske skuespiller Damian Lewis.

Også sårede veteraner og medlemmer fra Invictus-fællesskabet vil deltage.

Ifølge arrangørerne vil begivenheden markere 'et årti med at forandre liv og redde liv gennem sport', skriver Reuters.

Prins Harry bor i den amerikanske delstat Californien sammen med sin hustru, hertuginde Meghan, og parrets to børn, Archie og Lilibet.

Parret trak sig i 2020 som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.

Siden flytningen har parret i vid udstrækning distanceret sig fra det britiske kongehus og har i heftige vendinger kritiseret det.

Blandt andet udgav prins Harry sidste år en selvbiografi, der på dansk har titlen "Reserven", og som indeholder en kras kritik af kongehuset.

Derudover er det kun sket ved enkelte lejligheder, at prinsen er vendt tilbage til Storbritannien, herunder til sin far Kong Charles' kroning sidste år, skriver Reuters.

Han blev ifølge nyhedsbureauet senest set i Storbritannien i februar, hvor han kort mødtes med sin far, efter at det var blevet meddelt, at Kong Charles var blevet diagnosticeret med kræft.

Kongen genoptager en begrænset del af sine offentlige forpligtelser i næste uge, efter at læger har meddelt, at de "er meget opmuntrede" over fremskridtene i hans kræftbehandling.

Kongens første officielle forpligtelse sammen med dronning Camilla bliver et besøg i et kræftbehandlingscenter tirsdag.

- Kongen vender gradvist tilbage til sine royale opgaver, lød det i en meddelelse fra hoffet fredag aften.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen', der handler om nummer to – ikke i det britiske kongehus som prins Harry, men i næste generation af det danske kongehus, nemlig prinsesse Isabella.