Prins Joachim har netop overstået en ti dage lang rejse til Laos i forbindelse med sit hverv som protektor for den humanitære organisation Care Danmark. Og selv om prinsen nu har ti rejser bag sig i den forbindelse, formår turene stadig at sætte klare aftryk i hans bevidsthed.

I det hele taget var det en veloplagt prins, som BT mødte, inden han skulle ind og fortælle om sin rejse i DRs Aftenshowet onsdag aften. En rejse, som for prins Joachim har budt på mange oplevelser og store kontraster til det, han kender hjemmefra.

- Man kommer altid til at sætte visse ting i perspektiv efter sådan en rejse. Særligt på de rejser, jeg har været på med Care Danmark, hvor befolkningerne lever på en minimum af eksistensgrundlag. Det sætter mange ting i perspektiv, fortæller prins Joachim til BT.

Rejsen til Laos stod først og fremmest i klimaforandringernes tegn. Her fik prinsen ved selvsyn oplevet, hvordan de fattige bønder i Laos kæmper under meget hårde levevilkår. Høsten er livsvigtig, men slår ofte fejl, når naturens kræfter sætter ind i form af oversvømmelser og tørke.

Så tæt på som muligt

Prins Joachim lærte dermed en befolkning og et samfund at kende, som skal forsøge at hænge sammen på naturens nåde. Og det var vilkår, der fæstnede sig i bevidstheden. Særligt fordi, at prinsen denne gang havde et ønske om at komme så langt ind under huden på lokalbefolkningen som muligt.

- Vi havde et døgn oppe i en landsby helt oppe i det nordlige Laos, hvor naturen er særligt barsk ved befolkningen. Her blev vi modtaget og inviteret indenfor. Det var det helt specielle. Det var også første gang i løbet af mine ti rejser med Care, at vi har været indlogeret privat. Det viser noget storhed hos mennesker, der har så lidt. Det påfaldende er her, at de som har mindst, de giver mest, fortæller prins Joachim.

Er der ting De har lært på turen, som De tager med hjem?

- Det er der altid, når man besøger et nyt land, der lever anderledes. Og et land, der heller ikke lever, som naboerne gør det. Alle lande er forskellige, og alle har noget forskelligt, fortæller han.

- Hvis man kan lide at rejse og lide at opleve nye kulturer og komme ind under huden på dem, så er det i virkeligheden noget af det bedste, man kan gøre. Det kan godt være, at man kan suge meget viden til sig ved at være backpacker i et land som Laos, men jeg tror, at man får endnu mere ud af at rejse, som vi gjorde, siger prins Joachim.