Danskerne har fulgt med i hendes liv, siden hun blev født som en slags royal pendant til TV2-serien årgang 0. Nu fylder prinsesse Isabella 17 år, snart er hun myndig og hvad så?

Selv om det ikke er meningen, at hun skal have apanage og være en aktiv del af Kongehuset, så hober forventningerne sig op. Ifølge kongehusekspert kan hun måske ende som et trumfkort for Kongehuset.

Det siger kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen:

»Hun har igennem mange år været meget populær, og folk synes, at hun er meget sød, sjov og charmerende,« siger han

Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary, Prins Christian og Prinsesse Isabella ved dronning Margrethes regerinsgjubilæum.
Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary, Prins Christian og Prinsesse Isabella ved dronning Margrethes regerinsgjubilæum. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Som lille dansede prinsesse Isabella rundt ved sine yngre søskendes barnedåb. På sin første skoledag hoppede hun rundt i begejstring foran pressen, og ved sin brors konfirmation endte hun med selv at ende på forsiderne for den kvikke bemærkning 'Er du helt væk’ til sin mor.

Prinsesse Isabella har altid vakt begejstring i befolkningen for sin fremtoning. Ifølge kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen er hun stort set lige så populær som sin storebror, kronprins Christian. 

»De to har været meget fremtrædende i Kongehuset i mange år. Selv om man har prøvet at beskytte dem fra Kongehusets side, så har der været en kæmpe interesse, fordi de er de to ældste af børnene. Mange danskere føler, at de har lært dem at kende og har fulgt med i deres liv, siden de blev født,« siger han og tilføjer:

»Og de er meget populære begge to - ikke fordi tvillingerne ikke er det - men de to ældste, der nu er unge mennesker, dem er der kæmpe interesse for. Der er interesse for prinsesse Isabella på næsten samme niveau som for kronprins Christian.«

Prinsesse Isabellas på sin første skoledag.
Prinsesse Isabellas på sin første skoledag. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

Da hun 'kun' er nummer to i tronfølgen, vil forventningerne til hende ikke helt være lige så store som til hendes storebror.

Og dronning Margrethe har også gjort sit til for at lette det royale pres fra sine børnebørns skuldre, da hun besluttede, at kun kronprins Christian i fremtiden skal have apanage.

Men det begtyder ikke, at prinsesse Isabella bare vil kunne vælge helt frit, når hun skal beslutte, hvad hun skal lave efter gymnasiet.

Hvor der er forventinger til, at hendes storebror tager en uddannelse indenfor statskundskab eller det, der ligner, og også tager en militæruddannelse, så er kravene mindre til prinsesse Isabella:

»Hun vil trods alt kunne vælge nogle ting selv og gøre nogen ting anderledes end kronprins Christian. Det er ikke lige så fastlagt, hvad hun skal,« siger Lars Hovbakke Sørensen og tilføjer:

»Hun kan godt tillade sig at tage en anden uddannelse, hvis hun har mere lyst til det. Hun kan godt tillade sig at læse kunsthistorie eller til sygeplejerske.«

Der vil dog være grænser:

»Der er grænser for, hvor meget hun kan skeje ud - lige som der også er for kronprins Christian. Der er også grænser for, hvad hun kan tage af arbejde eller uddannelse. Hun kan ikke blive cirkusklovn eller andre mere ekstreme ting, men ellers kan hun vælge nogenlunde frit i forhold til, hvad kronprins Christian kan,« siger han.

Prinsesse Isabella ved prins Vincent og prinsesse Josephines barnedåb.
Prinsesse Isabella ved prins Vincent og prinsesse Josephines barnedåb. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Vis mere

I Norge har vi eller set, at prinsesse Märtha Louise har lavet en engleskole, så det er vel en mulighed for en prinsesse at gå sine egne veje?

»Det gik jo ikke uden en masse kritik, og prinsesse Märtha Louise er jo kørt langt ud på sidelinjen , og hun spiller ikke en central rolle i det norske kongehus længere, så det vil klart være nemmest for prinsesse Isabella, hvis hun holder sig den slagne vej for, hvad man forventer, at hun vil gøre,« lyder det fra Lars Hovbakke Sørensen.

Kan man forestille sig, at hun vil få så aktiv en rolle i Kongehuset, at man vil omstøde beslutningen om, så hun alligevel vil få apanage?

»Det tror jeg faktisk ikke, så skal der ske noget helt uventet med nogen, der falder bort i kongefamilien. Jeg tror, man vil holde fast i beslutningen om, at hun ikke skal have apanage, og hun vil jo heller ikke have så mange officielle pligter, som kronprins Christian vil have.«

Kunne prinsesse Isabella tænkes at blive rigsforstander, og kan man blive det uden at få apanage?

»Ja, det kan man sagtens, der er ingen sammen mellem de to ting. Det er ingen faste regler for det,« siger Lars Hovbakke Sørensen, der dog ikke mener, at der er behov for flere rigsforstandere lige nu.

»Men hvis den ældre generation ikke er der længere, så kan man godt forestille sig, at hun vil få det job, som også prins Joachim har haft det. Det er meget naturligt med den næstældste i søskendeflokken,« vurderer kongehuseksperten, der også mener, at prinsesse Isabella vil kunne blive et trumfkort for kongehuset på en anden måde - nemlig hvis hun vælger at gå i militæret.

»Det kan man sagtens forestille sig, at hun ville gøre, men der vil ikke være noget krav om det eller forventning til det . Det er noget, hun selv kan vælge, men det er helt klart noget, som ville sende et kraftigt positivt signal fra Kongehuset i forhold til ligestilling i forsvaret.«

Vil du høre, hvem der laver hvad i Kongehuset - og hvor meget det koster?  Så hør med I B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen', hvor der bliver sat fokus på Kongehusets økonomi.