Mange danskere vil nok beskrive onsdagens snevejr som »en ganske frustrerende omgang«.

Men for 80-årige Peder Arentsen og 84-årige Hanne Arentsen var det et decideret mareridt.

Ægteparret havde nemlig været en tur på Viborg Sygehus for at få tjekket Hannes blodomløb, da de onsdag ved eftermiddagstid var ved at blive kørt hjem til Hadsten med sygetransport.

Peder og Hanne blev kørt i en eldreven bus, men da de havde tilbagelagt to kilometer på motorvejen, endte de i en kø.

Peder og Hanne Arentsen sad fast på motorvejen i 19 timer under onsdagens voldsomme uvejr
Peder og Hanne Arentsen sad fast på motorvejen i 19 timer under onsdagens voldsomme uvejr Foto: Privatfoto
Vis mere

Længere fremme sad bilisterne fast i sneen, og det skulle vise sig at tage ganske lang tid, før den situation blev udbedret. 

Men hvor andre bilister i køen kunne sidde i varme biler, var sagen en anden hos det ældre ægtepar.

»Vi blev fragtet i en elbil, og chaufføren var bange for at den løb tør for strøm, så han tændte den kun kort en gang i timen for at få lidt varme, men ellers sad vi altså i en kold bil. Han havde ét tæppe, som jeg fik,« siger Hanne Arentsen, der også har fortalt sin historie til TV 2 Østjylland, til B.T. 

Timerne gik, og da det blev aften, kom en mandlig bilist hen til bilen og spurgte ægteparret, om de ikke ville over i hans bil og have varmen.

Dér sad de i en time, indtil de igen tog tilbage til bussen, hvis nu den på et tidspunkt fik lov at køre.

Men det var uden forplejninger og varme.

»Der var intet mad, men chaufføren havde lidt saftevand med i sin madpakke, som vi kunne drikke en smule af. Og ellers sad vi bare dér og frøs,« siger Hanne Arentsen.

På et tidspunkt blev tørstsituationen så gal, at den 84-årige kvinde måtte agere.

Og den eneste løsning var lige ude foran bussens døre.

»Jeg var så tørstig, at det nærmest klistrede i min mund, så jeg måtte bare have et eller andet, og det blev så sne,« fortæller Hanne.

Aften blev til nat, og da nat blev til morgen, sad ægteparret stadig i bilen og ventede på, at trafikken igen kørte.

Heldigvis blev ægteparret hentet. Men først klokken 12 af en ambulance, der kunne fragte dem hjem. 

Det var en bilist i nærheden, der havde kontaktet myndighederne og gjort klart, at Peder og Hanne altså skulle hentes.

I ambulancen tog redningspersonalet temperaturen på de to.

»Min kropstemperatur var 35 grader, så det var meget tydeligt, at jeg havde frosset nok så meget. Og jeg havde spændt så meget i kroppen, at jeg nærmest ikke kunne stå oprejst,« siger hun.

Da de ankom til deres hjem i Hadsten, varmede Hanne en varmepude og lagde sig på et lammeskind.

Og så faldt hun i søvn.

»Jeg sov rigtig dejlig om natten, men jeg ville gerne have været den oplevelse foruden, må jeg bare sige. Det var noget af et mareridt med kulde og intet at drikke eller spise,« siger hun. 

Følg uvejret i B.T.s LIVE-blog lige her