Som blot 17-årig startede Silas Runge sin egen tøjvirksomhed.

Året efter, i 2020, satte han en sweater med et helt særligt design til salg. Og det fik enorm betydning, fortæller han:

»Det design gjorde, at vi fik skabt et gennembrud. Sweateren blev lynhurtigt en bestseller og har længe været udsolgt på vores side,« siger Silas Runge, hvis virksomhed bærer hans efternavn.

Men ifølge ham er der ikke kun kunderne, der har vist stor interesse for den strikkede sweater med det specielle design.

Sweater-designet på Runges hjemmeside, som blev lanceret i 2020, og som, Silas Runge mener, er blevet kopieret.
Sweater-designet på Runges hjemmeside, som blev lanceret i 2020, og som, Silas Runge mener, er blevet kopieret.
Vis mere

Han har i løbet af det seneste år fundet designet hos flere store internationale virksomheder som Walmart og Amazon, fortæller han.

Og senest hos den kinesiske online-detailgigant Shein, der i 2022 omsatte for knap 164 milliarder kroner, hvilket gør virksomheden næsten lige så stor som de etablerede detailhandlere Zara og H&M.

Skærmfoto af Runges TiikTok-video, hvor Silas skriver, han mener, Shein har stjålet deres design.
Skærmfoto af Runges TiikTok-video, hvor Silas skriver, han mener, Shein har stjålet deres design.
Vis mere

Da Silas Runge mandag opdagede designet på Sheins hjemmeside, lavede han en video, som han lagde på sin virksomheds TikTok-profil.

En video, hvor han skriver: 'Os, der kigger på Shein, der sælger tusindvis af sweatre med VORES design, som de har stjålet fra os.'

»Jeg har ikke gjort noget ved det, fordi jeg tænker, det er en tabt kamp på forhånd. Altså, jeg tager det jo som et kæmpe kompliment, at så mange kan lide vores design. Men det er også bare lidt irriterende og ærgerligt,« siger Silas Runge.

Silas Runges virksomhed Runge består af ham selv og en anden, der tager sig af sociale medier. Og så hyrer han freelancedesignere til at lave de fleste design, fortæller han. Nogle få laver han selv.

Fire hjemmesider, hvor Silas Runge har fundet sit design. Walmart (øverst venstre), Amazon (øverst højre), Streetgarm (nederst venstre), Friday On Mars (nederst højre)
Fire hjemmesider, hvor Silas Runge har fundet sit design. Walmart (øverst venstre), Amazon (øverst højre), Streetgarm (nederst venstre), Friday On Mars (nederst højre)
Vis mere

Det specifikke design, han bliver ved med at se poppe op hos andre virksomheder, er lavet af en rumænsk designer.

B.T. har spurgt Silas Runge, hvorvidt han kan være sikker på, at den rumænske designer ikke har solgt samme design til andre virksomheder. Det er han sikker på, siger han.

B.T. har talt med en mand ved navn Alex, som fortæller, at det er ham, der har speciallavet designet til Silas Runge og hans virksomhed.

Han fortæller, at han har kendt Silas Runge og samarbejdet med ham de seneste seks år. Og han har altså ikke solgt det specifikke sweater-design til andre virksomheder, siger han.

Silas Runge har en idé om, hvordan designet er havnet hos så mange andre firmaer.

»Min teori er, at det måske er sket på fabrikken i Kina, hvor vi får tøjet produceret. Den er stor, og mange andre brands får produceret der. Måske nogen har delt det dernede,« siger Silas Runge.

Den 21-årige virksomhedsejer har ikke tænkt sig at gøre noget ved sagen.

Silas Runge har ikke registreret designbeskyttelse. Med sådan en registrering kan man lettere håndhæve sin ret, hvis andre skulle kopiere ens design, skriver Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.

I sager om direkte kopiering eller nærgående efterligninger gælder dog den markedsføringsretlige beskyttelse og uregistrerede EU-design.

Men det er altid en god idé at registrere designbeskyttelse på sit produkt, lyder det fra varemærkechefen i Patent- og Varemærkestyrelsen, Hannah Holm Olsen, i pressemeddelelsen:

»Ved at registrere sit design og beskytte sit produkts udformning og udseende kan man bedre værne om sin forretning. En af fordelene ved et registreret design er, at man kan fremvise et bevis, hvor designet er gengivet. For eksempel med særlige designfeatures og et tidspunkt, hvorfra designet er beskyttet. Man signalerer herved, at man har en eneret til designet.«

Silas Runges design er blevet fjernet fra Sheins hjemmeside efter tirsdag i denne uge.