Kønsneutrale toiletter. Juridiske kønsskifte. Tiltaleformen 'De' i stedet for 'han' eller 'hun'.

Den kønspolitiske kampplads fortsætter med at sætte følelser i kog, og nu vækker et forslag fra et rødblåt og to røde partier på Frederiksberg opsigt.

Det er i forbindelse med et møde i kommunalbestyrelsen mandag, at Enhedslisten, SF og De Radikale på Frederiksberg Rådhus har stillet forslag om, at der skal indføres kønsneutrale omklædningsrum i kommunen.

For eksempel i svømmehaller og idrætshaller.

Det skal gøres for at imødekomme de personer, der er såkaldt nonbinære. Det vil sige dem, som hverken føler sig som kvinder eller mænd.

Det blev besluttet, at forslaget skal behandles i et udvalg, inden det kan komme til afstemning på rådhuset.

TV 2 Kosmopol var først med historien, og den konservative rådmand på Frederiksberg, Nikolaj Bøgh, mener at forslaget er overflødigt.

»Jeg har svært ved at se, at det er noget, vi skal bruge penge på. I så fald skal det dokumenteres, at vi løser et problem. Det ligner mere en identitetspolitisk markering end noget, som borgerne efterspørger eller vil få gavn af,« siger Nikolaj Bøgh. 

Ifølge den største undersøgelse herhjemme – den såkaldte SEXUS-undersøgelse fra 2019 – er det 0,5 procent af den danske befolkning, der føler sig som enten transkønnede eller nonbinære.

Det vil sige, at 99,5 procent af danskerne mener, at de har det biologiske køn, de er født med.

Det er Enhedslisten på Frederiksberg, der er den drivende kraft bag forslaget om kønsneutrale omklædningsrum.

Enhedslistens Anja Lundtoft mener, at tiltaget er nødvendigt for at inkludere de nonbinære i idrætslivet.

Er du sikker på, at problemet er så stort, at det kræver separate omklædningsrum til nonbinære?

»Der kan også være andre grunde til, at man har lyst til at gå ind i et individuelt omklædningsrum. Hvis man har fået opereret et bryst eller har stomi. Jeg ved, at behovet er der,« siger hun.

Det er kun 0,5 procent af befolkningen, som ikke identificerer sig med det biologiske køn. Det er en relativt lille del af befolkningen. Er det ikke et lidt stor tiltag for en meget lille del af befolkningen?

»Jeg synes sådan set, at det er et meget rimeligt tiltag, at de nonbinære skal have ret til at deltage i idræts- og foreningslivet. Det er ikke et meget stort tiltag. Det vi foreslår er ikke, at der skal bygges kæmpestore omklædningsfaciliteter,« siger Anja Lundholdt og fortsætter: 

»Det vi foreslår er, at det afsøges, om man i de eksisterende faciliteter kan lave mindre private omklædningsrum. Det kan være en skillevæg. Eller et gammelt læreromklædningsrum, som der bare skal sættes et skilt på. Det behøver ikke at koste millioner af kroner«. 

Hvorfra ved du, at der er et problem?

»Det ved jeg fra henvendelser.«

Fra hvem?

»Nonbinære og transkønnede«

Som du har talt med eller en interesseorganisation?

»Det er både borgere og interesseorganisationer.«

Er du sikker på, at I løser et reelt problem?

»Det er et reelt problem, at der er minoriteter, der ikke kan deltage frit i idræts- og foreningslivet«.