Det har kostet danske lønmodtagere dyrt, at en række store danske selskaber har lavet fejl i indberetninger om løn, bonus, fryns og andre goder.

Siden 2019 har det således resulteret i skatteregninger – altså til modtagerne – for hele 341 millioner kroner.

Og de tusindvis af kontroller fra Skattestyrelsen viser, at omfanget af fejl har været stort:

  • I 2019 var der fejl i 75 procent af 613 kontroller.
  • I 2020 var der fejl i 83,3 procent af 695 kontroller.
  • I 2021 var der fejl i 56,8 procent af 2.117 kontroller.
  • I 2022 var der fejl i 74 procent af 3.039 kontroller.
  • I 2023 var der fejl i 81,1 procent af 11.926 kontroller.

»Det kunne tyde på manglende viden og forståelse af området, når vi kan finde fejl i fire ud af fem af de selskaber, hvor vi går indberetningerne af løn og bonusser efter,« siger Kim Tolstrup, fungerende selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen:

»Derfor håber vi, at vi kan påvirke selskaberne til at opsøge mere viden, så de fremover kan indberette løn, bonus eller andre goder korrekt. For det er da ærgerligt, hvis man uforvarende giver en restskat til de medarbejdere, man egentlig gerne vil belønne.«

I kontrollerne har det været landets største koncerner med omsætninger på mere end 500 millioner kroner om året, der er kommet under lup.

Men som Skattestyrelsen i pressemeddelelse påpeger:

»Selskaber i den størrelse har typisk skatteeksperter ansat, som dog ikke nødvendigvis har specialistviden om personskat«.

Og det er altså medarbejdernes skat, der ikke kommer til at fremstå korrekt, når der er fejl i indberetningerne.

Det kan ikke mindst være i forholdt til diverse frynsegoder eller bonusser. 

»Vi ser blandt andet også forskellige måder at belønne medarbejderne på fra selskabernes side for eksempel i form af en bonus, der består af point, som kan indløses til luksusvarer i en onlinebutik,« siger Kim Tolstrup fra Skattestyrelsen:

»Men værdien af sofaer, luksusure eller andet skal også indberettes og beskattes, og regningen for denne type fejl ender i sidste ende hos medarbejderen.«