»Det skal jo ikke være nice to have – men need to have.«
Selvom det nu er snart fem år siden, at en ansat hos kommunen lod kommentaren falde, husker Bodil Ravn det næsten, som var det i går.
»Jeg synes simpelthen, det var så groft. Det gjorde mig rasende, og jeg følte mig nedgjort,« siger den i dag 66-årige kvinde, der bor i Fredensborg i Nordsjælland.
Den ansatte i kommunen mente ikke, at det var nødvendigt, at Bodil skulle have bevilget en såkaldt sensorbaseret glukosemåler, der hjælper tusindvis af diabetikere til at overvåge deres blodsukker på en simpel og effektiv måde.
Glukosemåleren adskiller sig fra traditionel behandling ved, at man ikke flere gange dagligt skal stikke sig selv i fingeren for at måle sit blodsukker. Dermed bliver det lettere at regulere sit blodsukker, der gerne skal være stabilt i løbet af dagen.
Læg dertil, at den kontinuerlige kontrol på langt sigt kan forebygge en lang række følgesygdomme, herunder synstab, nyresygdomme og amputationer.
Det er dog ikke usædvanligt, at det for borgere som Bodil Ravn kan være svært at få bevilget nyt og bedre udstyr til diabetesbehandling.
Fredensborg Kommune er den kommune i Region Hovedstaden, hvor det er sværest at få adgang til en sensorbaseret glukosemåler, viser en undersøgelse, som Diabetesforeningen tidligere har foretaget blandt kommunerne.
Her er bevillingsprocenten på blot 14 procent, mens den til sammenligning er 91 procent i Ballerup Kommune. Og sådan tegner der sig et lignende billede i resten af landet, hvor det nogle steder er let og andre steder svært at få hjælp, hvis man har diabetes.
Det fortæller administrerende direktør i Diabetesforeningen Claus Richter:
»Vi har en kæmpe udfordring med, at der ikke er lige adgang i sundhedsvæsenet for personer med diabetes. Vi kender til medlemmer, der ikke tør flytte kommune, og til andre, der bosætter sig bestemte steder for at leve med deres sygdom,« siger han.
Siden 2019 har Dansk Endokrinologisk Selskab (DES) ellers anbefalet sensorbaserede glukosemålere til alle med diabetes, der behandles med insulin flere gange dagligt og i hospitalsregi.
Det er dog ikke alle, der orker at tage kampen op for et bedre helbred. Heller ikke Bodil Ravn, der efter sit møde med kommunens ansatte resignerede.
»Så måtte jeg jo klare det, så godt jeg kunne,« siger hun.
Skæbnen ville dog, at Bodil Ravn sidste år blev en del af en forsøgsordning på Nordsjællands Hospital, hvor hun fik lov til at afprøve teknologien. Og resultaterne talte deres eget, tydelige sprog: Blodsukkeret blev mere velreguleret.
Det betød, at en læge på hospitalet kunne bevilge den sensorbaserede glukosemåler gennem regionen, hvilket er noget nemmere end at søge gennem kommunen, som Bodil tidligere havde gjort – og som mange er nødsaget til, hvis de får behandling via egen praktiserende læge.
Hun har nu haft den sensorbaserede glukosemåler i fire dage.
»Det var en kæmpe lettelse. Jeg sprang jublende ud ad døren, var så glad, så glad. Det vil jo gøre mit liv meget enklere, og jeg vil få en bedre livskvalitet uden nær så stor risiko for følgesygdomme. Det giver så god mening at forebygge på den måde,« siger Bodil Ravn.
Dem, der ikke er så heldige at kunne deltage i en forsøgsordning, skal dog ikke fortvivle.
I et nyt notat fra Ankestyrelsen fremgår det, at Ankestyrelsen i 10 ud af 16 sager har ændret afgørelsen fra kommunen eller hjemvist sagen til ny behandling.
Diabetesforeningen mener dog ikke, at hjælpen skal afhænge af den enkeltes energi til at ville klage.
»Vi kan ikke leve med den forskelsbehandling. Derfor er det op til politikerne i Folketinget at ændre i serviceloven, så der ydes lige støtte til sensorbaserede glukosemålere,« siger Claus Richter.
Ifølge Diabetesforeningens beregninger vil det årligt koste 132 millioner kroner at tilbyde måleren til dem, der har brug for den.
»Det koster penge at investere i ny teknologi, men til gengæld sparer vi så en masse udgifter til blandt andet følgesygdomme,« siger Claus Richter.
