Ubehageligt, utrygt og virkelig skræmmende. 

Ordene kommer fra Christian Knudsen, der for få måneder siden flyttede til Borup sammen med sin familie. Planen var, at hans fem-årige datter Josephine skulle starte i SFO på Borup Skole fra 1. april, hvorefter hun på den anden side af sommerferien skulle hun have sin daglige gang i skolen.   

Men nu er den 29-årige far kommet på andre tanker. 

»Nu tør jeg ikke at tage chancen. Hun skal på en helt anden skole. Det er helt sikkert,« slår han fast over for B.T. 

Det sker efter, TV 2 og Sjællandske Nyheder har bragt artikler om Borup Skole i Køge Kommune, hvori de beskriver, at børn helt ned til seks år blevet udsat for krænkende adfærd af andre elever på skolen. 

Mere konkret beretter medierne om seksuelle overgreb, trusler med kniv og vold med et jernrør begået af elever på skolen. 

»Man flyttede i den tro, at alt skulle være idyllisk og godt, og så bliver man mødt af det her,« fortæller Christian Knudsen. 

Han sad i sin pause på arbejdet, da han læste om sagen.

Foto: Privat 
Foto: Privat 
Vis mere

»Jeg tænkte bare 'hvad, det kan ikke passe?'. Det var på ingen måde det, vi havde regnet med skulle ske. Vi havde jo valgt den skole, fordi alt virkede fint, og fordi det var tæt på. Men alle alarmklokker ringer jo bare nu,« slår han fast.

Derfor vil han nu kigge på en anden skole i nærheden og få flyttet hans datter dertil. 

»Alternativt får hun lov til at gå i hjemmeskole hos min søster, indtil der kommer en løsning.«

Børnene, der står bag overgrebene, går ifølge TV 2 stadig på Borup Skole. Og i et fælles brev til skoleledelsen og kommunen udtrykker flere forældre bekymring for deres børns sikkerhed. 

De samme tanker går igennem Christian Knudsens hoved. 

»Det var helt klart den del, der slukkede det hele for mig. Det er jo ubehageligt at vide, at de pågældende elever fortsat går der, og så virker det til, at skoleledelsen ikke har styr på det. Det er bestemt ikke betryggende.«

Køge Kommune har ikke ønsket at svare på, hvorfor de pågældende elever stadig får lov til at gå på skolen. 

Dog har de erkendt over for B.T., at man ikke er lykkedes godt nok i forsøget på at håndtere den utryghed og frustration, som en større gruppe forældre giver udtryk for. Det samme har Køges borgmester, Marie Stærke (S).

Kommunen understreger også, at der nu er sat flere handlinger i værk. Blandt andet har skolen i en periode sat ekstra tilsyn ind. 

Derudover genbesøger kommunen nu de underretninger, der har været for at se, om der er noget, de har overset, og om der er brug for yderligere handling. Og endeligt er der indkaldt til dialogmøder med forældrene. 

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Køge Kommune i forhold til, at nogle forældre ser sig nødsaget til at få flyttet deres børn til andre skoler.

Kommunen har dog valgt at sende en generel udtalelse, der ikke har noget med Christian Knudsens konkrete sag at gøre. 

I stedet henviser kommunen til, at de nu er i gang med at gå sagerne igennem, så de får fuldt overblik over de underretninger, de har modtaget, og det faktuelle indhold i de omtalte sager.