Skruer vi tiden et par årtier eller fem tilbage, fandtes begrebet slet ikke, når man diskuterede krig.

Men i dag må man sige, at cybersikkerhed er blevet et ganske væsentligt punkt i forsvars- og udenrigspolitikken.

Trusselsbilledet mod Danmark er nemlig ikke ligefrem småt, fremgår det af Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) rapport Udsyn 2023.

Og særligt er det Kina og Rusland, der nævnes et utal af gange.

Ja, faktisk henholdsvis 333 og 499 gange, skriver Børsen

Mediet har talt med vicedirektør i FE's Center for Cybersikkerhed, Mark Fiedel, der overfor mediet beskriver truslen som værende på et niveau, der »gør det svært at sove om natten«. 

Han understreger dog også, at danske virksomheder og myndigheder har forbedret deres cybersikkerhed markant, siden Rusland invaderede Ukraine og blev en endnu større trussel for Danmark.

»Som sikkerhedsnørd vil jeg aldrig nå et niveau, hvor jeg er helt tryg, for der er altid en restrisiko. Men vi ser en øget bevidsthed blandt myndigheder og virksomheder om truslen, og de er langt hen ad vejen deres ansvar bevidst og arbejder seriøst og fornuftigt med bl.a. beredskaber. Men det er et kapløb mellem angriberne og os. Og vi når aldrig derhen, hvor vi kan sige, at vi er i mål,« siger Mark Fiedel til Børsen.

Vicedirektøren oplyser desuden også til mediet, at man ser daglige forsøg fra Rusland på at komme ind i danske netværk.

I rapporten vurderer FE dog - ifølge Børsen - at risikoen for et såkaldt destruktivt cyberangreb fra Rusland er lav.