Den slags GPS-jamming, som over weekenden blev brugt til at ramme Danmark og store dele af Østersøen, er den slags teknologi, der bruges i krig, fortæller ekspert.

Helt almindelige danskere skal dog ikke umiddelbart være bekymret. Men Danmark som land bør forberede sig. For de kan ramme kritisk infrastruktur, lyder advarslen.

Fredag og lørdag oplevede en lang række fly fænomenet.

Over den sydlige Østersø – blandt andet over Bornholm – blev GPS-signaler jammet.

Hundredvis af fly skal være blevet ramt af en slags teknologi, som benyttes aktivt på fronten i Ukraine. Det fortæller en dansk ekspert på området.

»Ved krig bruger man GPS-jammere til at forsvare sig mod drone- og missilangreb, så de ikke rammer deres mål. Og det er samme metode, der er brugt her,« siger Søren Reime Larsen, der er ph.d.-studerende ved DTU Space.

Her bruger han en del af sin tid på at forske i netop GPS-jamming.

Under den mere end to år lange krig i Ukraine er jamming af GPS blevet et afgørende element i at forsvare sig. På begge sider.

Missiler og droner er nemlig ofte styret mod deres mål via GPS.

Men kan man jamme – eller forstyrre – GPS-signalerne, så forbedrer man sine muligheder for ikke at blive ramt af fjendens angreb fra luften.

Omfanget af den jamming - der betyder, at signaler fra GPS-satelitter sættes ud af brug, men heldigvis er ufarligt for fly, der kan bruge andre midler til at navigere - som ramte Østersøområdet fredag og lørdag, har været enormt.

Dele af det østlige Danmark, det sydlige Sverige, det nordlige Polen, dele af Baltikum og Nordøsttyskland har været berørt.

Derfor mener Søren Reime Larsen ikke, at der er tale om enkeltpersoner, som står bag.

Sådan så det ud, da store dele af den sydlige Østersø blev ramt af GPS-jamming 15. marts 2024.
Sådan så det ud, da store dele af den sydlige Østersø blev ramt af GPS-jamming 15. marts 2024. Foto: GPSJAM
Vis mere

»Det kræver en meget stor antenne og kæmpe generatorer at jamme GPS i store dele af Østersøen,« siger han og uddyber:

»Fra Danmark kender vi det i lille omfang fra lastbilchauffører, der har nogle små GPS-jammere i deres bil. Men her er det i en helt anden skala. Der har ikke været tale om en privatperson.«

Over jul og nytår blev nogenlunde samme område ramt af GPS-jamming. Her vakte det opstandelse internationalt, da mange anså Rusland for at stå bag via den lille russiske enklave ved Østersøen, Kaliningrad.

Har du oplevet GPS-jamming, så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til vores journalist på jepa@bt.dk

Søren Reime Larsen tør ikke selv give et bud på, hvem der står bag denne gang. Men han mener, at det er et godt bud med en militærøvelse i området.

»Det kan sagtens have været en øvelse. Da det skete i stort omfang mellem jul og nytår, var man fra Rusland ude at sige, at det var en militærøvelse med udgangspunkt i Kaliningrad,« siger han.

Internationalt var advarslerne ret markante dengang.

I et interview om begivenhederne mellem jul og nytår fortalte Martin Herem, kommandør ved Estonian Defence Force til mediet Bloomberg, at man regnede med, at forstyrrelserne var udført af Rusland, og at det handlede om at »lære og teste« landets formåen som forberedelse på en mulig konflikt med NATO i fremtiden.

Og selvom den form for GPS-jamming, vi har oplevet i weekenden og mellem jul og nytår ikke umiddelbart er farligt for hverken fly i luften eller almindelige personer i de berørte lande, så er det noget, vi skal forberede os på i Danmark.

Noget vi skal have en plan for, mener Søren Reime Larsen.

»Vi skal være opmærksom på det som samfund. Vi har en del kritisk infrastruktur, der kan være sårbar over for GPS-jamming. Så vi skal have backup-systemer klar,« siger eksperten, der fortæller, at GPS ikke kun bruges til navigation, som de fleste af os kender det for.

»Vi bruger det også til timing og synkronisering. GPS sørger blandt andet for, at alle mobilmaster er på samme tid. Hvis en mast pludselig ikke følger samme tid, så ville alle mobilopkald gennem den mast blive påvirket. Så det er ekstremt vigtigt,« siger han.

B.T. har bedt såvel Forsvarsministeriet som Forsvaret om en kommentar til sagen. 

Hos Forsvarsministeriet henviser man til Forsvarets Efterretningstjeneste.