Burkylling frem for økologisk kylling. Oksekød med højere fedtprocent. Flere færdigretter og mindre grønt i indkøbskurven.

Med en inflation på 8,7 procent i juli er der ikke noget at sige til, at mange danskere får nye vaner, når de står i supermarkedet og skal lægge varer i indkøbskurven.

»Når man har færre penge på kontoen, end man plejer at have, så er det et nemt sted ændre vaner. Det er mindre drastisk end at skifte bilen eller boligen ud,« siger Bente Klarlund, overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet.

Ifølge hende og andre eksperter, som B.T. har talt med, behøver man dog ikke skrue ned for sundheden for at leve billigere.

For eksempel kan man prøve at spise mere klimavenligt, lyder det fra professor Lotte Holm, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

»Det vil sige skære ned på kødet,« uddyber hun og foreslår, at man i stedet sørger for at have et lager med linser og bønner som alternativ:

»Man kan finde mange opskrifter på nettet og andre steder og gøre det til en del af ens hverdagsretter, der sidder på rygmarven. Det er en god strategi til billigere og sundere vaner,« siger professoren.

Lotte Holm har tidligere undersøgt, hvad et økonomisk pres betyder for indkøbet af fødevarer.

»Når folk ikke har penge nok, holder de op med at købe økologisk. De køber typisk billigere varer i stedet for mærkevarer og foretager deres indkøb i discountbutikker. De, der i forvejen har et skrabet madbudget, som folk på overførselsindkomst og enlige forsørgere, er i risiko for at spise mere usundt og få nedsat livskvalitet,« siger hun.

Dagligvarekoncernen Coop, som står bag supermarkeder som Superbrugsen, Kvickly, Irma og flere andre, samt Salling Group, som blandt andet driver Netto, Bilka og Føtex, oplever allerede, at flere danskere spiser mindre 'firbenet' kød.

Der er således sket et fald i salget af okse- og svinekød, oplyser Lars Aarup, kommunikations- og analysechef i Coop, til B.T.

»Vi ser et skift til salg af mere kyllingekød,« siger han.

Salling Group observerer desuden en stigning i salget af plantebaseret kød, der er et billigere alternativ til oksekødet.

Og selvom kyllingekød og plantebaseret kød er bedre at spise end det 'firbenede', fordi det mindsker risikoen for for eksempel tarmkræft, er der ingen tvivl om, at folkesundheden er under pres, når inflationen buldrer derudad med rekordfart.

»Det er et kæmpe problem, at folk ikke har råd. På langt sigt vil vi se, at det bliver sværere for mange at styre overvægten,« siger Bente Klarlund.

Ifølge professoren er der god dokumentation for, at pris er en vigtig faktor, når danskerne køber ind.

»Det kan vi for eksempel se med alkohol og tobak, hvor det er muligt at regulere folks adfærd, når prisen hæves,« siger Bente Klarlund.

Prisen styrer ofte vores valg af indkøb i supermarkedet, fortæller professor Bente Klarlund.
Prisen styrer ofte vores valg af indkøb i supermarkedet, fortæller professor Bente Klarlund. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Hun foreslår derfor, at staten benytter den stigende inflation til at lægge afgifter på usunde fødevarer og omvendt løfter afgifterne på de sunde.

»Hvis folk skal ændre vaner, er det vigtigt at motivere dem til at købe noget sundt,« fastslår hun.

Både Coop og Salling Group kan dog fortælle, at salget af økologiske varer, der af mange betegnes som sundt på grund af lavt indhold af pesticider, generelt set ikke er faldet. Det er i stedet stagneret, lyder det fra supermarkedskæderne.

Det glæder forperson for Økologisk Landsforening Louise Køster, at mange fortsat holder fast i økologien, der ligeledes er kendt for at være et dyrere alternativ:

»Økologi handler også om god dyrevelfærd, biodiversitet og klima. Det er for den bevidste forbruger,« siger hun.

Louise Køster mener, at der i dag findes så mange forskellige prisklasser inden for økologi, at man kan godt kan købe billig økologisk havregryn eller gulerødder uden at ruinere sig selv.

En måde at finde frem til de sundere alternativer kan blandt andet være at søge i tilbudsaviser, inden man handler ind. I faktaboksen her på siden kan du få mere inspiration til, hvordan du fortsat kan leve sundt og holde budgettet: