I starten af april blev Søren Levin Bøckhaus vidne til en tragedie, da han på en gåtur med hunden hørte et brag – dernæst lyden af sirener og grædende børn. 

Nu vil han samle ind til ofrene for den eksplosionsbrand i Helsinge, ham og naboerne fortsat taler med rystende stemmer om. 

»Det er det mindste, vi kan gøre for de piger. Jeg håber, at pengene kan komme dem til gode,« siger han. 

Det var 11. april, at der skete en eksplosion i et rækkehus i Helsinge, hvor en 44-årig kvinde og tre piger endte i kritisk tilstand. 

Det er politiets teori, at hændelsen skyldtes en uforsigtig håndtering af dåser med brandfarlig tørshampoo og lightere. 

Søren Levin Bøckhaus forsøgte allerede dagen efter hændelsen at få stablet en indsamling på benene, men det er først nu, at den er blevet godkendt, forklarer han: 

»Moren og datteren, der bor dernede, ved godt, at den er på vej. Nu håber jeg, at den kommer ud at leve lidt, så de kan bruge pengene til et eller andet godt. Hver en krone tæller,« siger han. 

Eksplosionsbranden rystede nabolaget, hvor Søren Levin Bøckhaus også bor. 

Selv ringede han til 112, da han hørte braget, mens andre naboer hjalp til med at redde ofrene ud – eller at få dem skyllet under koldt vand. 

»Det er en hændelse, vi husker og stadigvæk taler om. De stakkels børn og moren ligger os meget på sinde. Det sidder stadigvæk lidt i kroppen,« siger Søren Levin Bøckhaus.

Du kan læse mere om indsamlingen, der slutter 18. oktober, HER.