Lige nu sidder flere hundrede tusind danskere i kø til at se deres årsopgørelse.

Og ventetiden for at komme ind er på over en time.

Men hvis man har tænkt sig at bruge sin fredag aften på at vente i kø med håb om at se sin årsopgørelse  – ja, så bliver man formentlig skuffet.

»Her til aften oplever vi, at der er flere hundrede tusinde danskere, der forsøger at logge ind på skat.dk. Men det er en smule for tidligt.«

Sådan lyder det i en mail fra Jan Møller Mikkelsen, underdirektør i Skattestyrelsen, fredag aften.

På Skats hjemmeside står der, at der først bliver åbnet for adgang til opgørelsen mandag.

Men hvis det skulle ske før, lover underdirektør i Skattestyrelsen, at give folk besked.

»Vi arbejder på at få systemerne klar, også her til aften, og lover alle får besked, så snart vi åbner årsopgørelsen 2022 i test.«

Folk venter formentlig i kø nu, fordi de har læst i medierne, at man de tidligere år har kunnet få adgang allerede fredag, lyder det.