Breezers. Øl. Hvidvin.

Det er slut med den slags, når eleverne på Hjørring Gymnasium skal til deres første sociale arrangement i det nye skoleår. Det skriver TV 2 Nord.

Gymnasiet vil nemlig gerne følge Sundhedsstyrelsen nye anbefalinger om, at skolestart på en ungdomsuddannelse skal være alkoholfri indtil efterårsferien.

Blandt eleverne får de nye regler en blandet modtagelse:

»Jeg har hørt alle dem, der har gået her før, har sagt, at det var så fedt på grund af alkoholen og festerne. Så det er lidt nederen, at det ikke er her, når nu jeg havde hørt, at det var deres kultur, men det bliver vel godt alligevel,« siger 16-årige Nathalie Tune Morrild til tv-stationen.

Det er skolens ledelse og elevrådet, der har besluttet, at introcafeen nu skal være alkoholfri.

Indtil videre er det kun opstarten på skolen, der er uden alkohol.

Når der er gymnasiefest i slutningen af september, får 1.g'erne lov til at få øl i deres beer pong.

Andre gymnasier i Nordjylland har forsøgt sig med lignede initiativer.

For eksempel må de nye elever på Nørresundby Gymnasium drikke tre øl til deres introfest, mens man på Thisted Gymnasium har indført, at de nye elever stikprøvevis skal blæse i et alkoholmeter og derved dokumentere, at de har en promille på 0 for at komme ind til festen.

En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at der i gennemsnit dør én ung om måneden i Danmark, hvor dødsfaldet kan relateres til alkohol.

Samtidig bliver 140 unge hver måned indlagt på sygehus på grund af alkoholrelaterede ulykker. Og det er altså blandt andet på den baggrund, at Sundhedsstyrelsen kommer med nye anbefalinger til de unge.