Ordene 'Free Palestine' har sat gang i en stor debat og er endt ud i en længere sygemelding for en af lærerne på Arenaskolen i Greve. 

Venstre-borgmesteren i Greve, Pernille Beckmann, går nu ind i sagen, og kræver en politisk neutral folkeskole.

Læreren hedder Erling Böttcher, og han har været ansat på skolen i ti år. 

Alligevel har han aldrig oplevet noget, der har gjort stemningen så polariseret, som den er nu. 

Nu har han været sygemeldt med stress i over en måned på grund af konflikten, der er vandret hele vejen fra Israel og Gaza til klasseværelset i folkeskolen i Greve.

»Det har virkelig påvirket mig psykisk,« fortæller Erling Böttcher til B.T., efter han først fortalte om sin sygemelding i Radio 4. 

Det hele begyndte tilbage i januar, hvor Erling Böttcher for første gang bemærkede, at der blev skrevet 'Free Palestine' på tavlen i den 9. klasse, som han til dagligt underviser i samfundsfag og historie. 

Skriverierne på tavlen fortsatte i tiltagende grad, og på et tidspunkt besluttede Erling Böttcher sig for at tage problemet op på et dagsordensmøde i personalegruppen. 

Pernille Beckmann har været borgmester i Greve i godt ti år. 
Pernille Beckmann har været borgmester i Greve i godt ti år.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg synes jo ikke, at det hører hjemme i skolen. En anden lærer siger, at det er fint, at eleverne er engagerede,« siger han. 

Men kan man ikke også som lærer bruge elevernes holdninger som afsæt til at skabe en god debat i klasseværelset?

»Jo, sagtens, og vi har også haft meningsudveksling og debat i klassen. Det er bare ikke det samme som, at der i tide og utide og i massiv grad bliver brugt skolens rum til en 'Free Palestine'-kampagne, der også kan intimidere andre elever i klasen,« svarer 61-årige Erling Böttcher. 

I begyndelsen af marts eskalerede problemet ifølge Erling Böttcher »voldsomt«. 

Han havde brugt ugen med at pille klistermærker ned med sloganet fra skolens arealer. 

Og da han kom ind i klasseværelset, så han tavlen, der var udsmykket med et stort palæstinensisk flag med 'Free Palestine'-sloganet. 

Han spurgte igen eleverne, om det ikke kan stoppe. Til hans store overraskelse svarede eleverne, at »de andre lærere synes, det er fint«. 

Derefter gik han op til skolelederen, der sammenlignede skriverierne med, når elever i 4. klasse tegner tissemænd på tavlen. 

»Men i den situation fjerner man det jo også, og beder eleverne holde op,« pointerer Erling Böttcher.

Til sidst blev det psykiske pres for meget for ham, og skolelederen tilbød ham, at han kunne gå hjem. 

Det gjorde han, og han har nu været sygemeldt i over en måned. 

Ifølge Radio 4 er det ikke kun eleverne, der skriver politiske budskaber. En lærer har ifølge radioen også erkendt at have skrevet 'Free Palestine' på en tavle for at vise støtte til elever, der er berørt af krigen i Gaza.

Og det er aldeles uacceptabelt, mener borgmester Pernille Beckmann. 

»Folkeskolen er et politisk neutralt rum, og det skal det blive ved med at være,« siger hun og fortsætter:

»Politiske budskaber kommer i mange udgaver, og de er ikke alle lige nemme at forhindre. Men politiske tegninger på tavlen, skal forhindres,« siger Penille Beckmann, der nu vil starte en dialog med skolen om sagen.