Der er blevet fusket med medlemstallet i Konservativ Ungdom.

Det afslører en stor og netop afsluttet undersøgelse fra revisionsfirmaet PwC, som B.T. har fået indsigt i. 

Derudover lever 5 af ungdomspartiets 35 lokalforeninger ikke op til kravene for at udløse tilskud, fordi der blandt andet sker for lidt i lokalforeningerne, konkluderer rapporten.  

Dermed bekræftes mistanken om, at ungdomspartiet har søgt om tilskud fra tipsmidlerne på et forkert grundlag, som B.T. beskrev i sidste uge.

Formand for Konservativ Ungdom Christian Holst Vigilius kalder sagen »ærgerlig« og afviser, at han har kendt til fuskeriet.  

Det er i forbindelse med en udvidet stikprøvekontrol, at PwC har fundet såkaldte spøgelsesmedlemmer, som ikke selv har betalt kontingent, eller ikke anede, at de fremgik som medlemmer. 

Revisorene konkluderer, at Konservativ Ungdoms påståede medlemstal på 2.179 i virkeligheden er knapt ti procent lavere. PwC vurderer, at 204 af medlemmerne er spøgelsesmedlemmer. 

»Ungdomspartiet har pligt til at kontrollere medlemmerne. Det er et stort problem for tilliden til ungdomspartierne, hvis ikke de har styr på den slags. Det skal de have,« siger professor og ekspert i offentlig forvaltning på Roskilde Universitet Bent Greve og fortsætter:

»Hvis Konservativ Ungdom får tilskud, som man ikke er berettiget til, så går tipsmidlerne fra andre foreninger«. 

Formand for Konservativ Ungdom Christian Holst Vigilius afviser at have kendt til fusk med medlemstal. 
Formand for Konservativ Ungdom Christian Holst Vigilius afviser at have kendt til fusk med medlemstal.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fuskeriet kan blive dyrt for ungdomspartiet, som sidste år modtog 2,9 millioner kroner fra tipsmidlerne. 

Både medlemstallet og antallet af aktive foreninger er nemlig afgørende for, hvor mange penge Konservativ Ungdom kan få i tilskud fra tipsmidlerne, som hvert år uddeles af Dansk Ungdoms Fællesråd. 

Jo flere medlemmer og lokalforeninger, desto flere penge. 

For at booste medlemstallet afholder Konservativ Ungdom, ligesom flere andre ungdomspartier, såkaldte hvervekonkurrencer.

Her sætter ungdomspartiets ledelse store præmier – for eksempel udlandsrejser til Paris, Lissabon og Washington – på højkant til dem, der hverver nye medlemmer.

Og det er her, der med sikkerhed er blevet fusket. Metoden er simpel:

Et medlem af Konservativ Ungdom sender 75 kroner, som er prisen på ét års medlemskab, til en ven eller bekendt og beder så personen om at sende pengene videre på MobilePay til ungdomspartiets konto.

På den måde ser det ud, som om det nye medlem selv har betalt sit kontingent - hvilket er et krav - selvom personen altså reelt ingen omkostninger har haft ved at melde sig ind.

Det bliver hurtigt en god forretning at betale for andres medlemsskab. Sidste år var man som medlem sikret deltagelse i en studietur for Konservativ Ungdom til den portugisiske hovedstad, Lissabon, hvis man blot skaffede fem nye medlemmer.

For bare 375 kroner kunne man altså komme om bord på flyet med MobilePay-finten. Og det koster heller ikke Konservativ Ungdom stort. Ungdomspartiet får nemlig dækket 75 procent af udgifterne til studieturene af tipsmidlerne, og bare få nye medlemmer kan i nogle tilfælde få ungdomspartiet op på et højere takstniveau og udløse ekstra store tilskud.

Revisorerne i PwC har talt med flere medlemmer i Konservativ Ungdom, der fortæller, at »de blev meldt ind i foreningen, så det hvervende medlem kunne vinde en rejse med Konservativ Ungdom«, som revisorerne skriver i deres rapport til Dansk Ungdoms Fællesråd.

I nogle tilfælde er fuskeriet endda begået af et medlem af Konservativ Ungdoms hovedbestyrelse, skriver PwC som ikke sætter navn på.

PwC fandt det nødvendigt at lave intet mindre end tre stikprøvekontroller på grund af de bekymrende fund undervejs.

Konservativ Ungdoms formand Christian Holst Vigilius afviser, at han nogensinde har hørt om, at der er blevet fusket med medlemsskaber, før PwC fortalte ham om det.

»Når vi laver vores hvervekonkurrencer, så siger vi, at hvervningen selvfølgelig kun gælder, hvis vedkommende selv betaler for sit medlemskab,« siger Vigilius med henvisning til, at det blandt andet står i en af ungdomspartiets annonceringer af sidste års hvervekonkurrence.

Santa Maria de Belém-kirken i Lissabon var en af de seværdigheder, medlemmer af Konservativ Ungdom kunne se, hvis de skaffede fem nye medlemmer. De fik nemlig rejser som betaling. 
Santa Maria de Belém-kirken i Lissabon var en af de seværdigheder, medlemmer af Konservativ Ungdom kunne se, hvis de skaffede fem nye medlemmer. De fik nemlig rejser som betaling.  Foto: Viola Lopes/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Men det kan være, at vi skal se på, om incitamentet har været lidt for stort i vores hvervekonkurrencer,« siger formanden.

Der er også en del personer, der svarer, at de aldrig har været medlemmer, selvom I har registreret dem som medlemmer. Har du nogen forklaring på det?

»Nej, det har jeg også svært ved at forstå, for vi accepterer som sagt kun medlemmer, hvis de selv har betalt og sendt os deres oplysninger. Vi har spurgt PwC, om vi må få at vide, hvem det er, så vi kan undersøge det nærmere, men det må vi ikke få at vide,« siger Christian Holst Vigilius.  

Dansk Ungdoms Fællesråd skal beslutte, hvilke konsekvenser undersøgelsen skal have på et møde i fællesrådets tipsudvalg i slutningen af januar. Dansk Ungdoms Fællesråd afviser at kommentere sagen inden da.