Fyns Politi holdt pressemøde lørdag formiddag kl. 10, hvor fynboernes evne til at indordne sig forsamlingsforbuddet var på dagsordenen.

Blandt talerne var borgmester Peter Rahbek Juhl og politidirektør Arne Gram.

Sidtnævnte fortalte, at langt de fleste borgere på Fyn er gode til at tilpasse sig og hjælpe til i kampen om at mindske smitten med coronavirus.

Dog er der en lille del, der ikke efterlever kravene, og de kan se frem til bøder for deres uansvarlighed.

»Desværre kan vi konstatere, at der er en lille gruppe af danskere, som ikke tager situationen fuldt ud alvorligt nok. Det er billeder på blandt andet de sociale medier, som forskrækker os lidt. Billeder fra skaterparker og parker i øvrigt og fra privatsfæren, som giver anledning til eftertanke,« sagde Arne Gram og fortsatte:

»Vi skal undgå at komme for tæt på hinanden. Det er ikke ansvarligt nok. Det er respektløst, og det skal ophøre.«

I relation til det gode vejr, der bliver lovet lørdag og resten af weekenden, havde Arne Gram også en opfordring til danskerne.

»Naturligvis må man gå en tur og løbe en tur. Men hold afstand til hinanden. Lad være med at søge derhen, hvor der er flest. Også selvom der måtte være noget smukt at se på. Søg de steder, hvor der kan være færrest mennesker. Der vil der også være mindst mulig smitte. Vi vil uddele bøder til dem, der opfører sig uansvarligt og hensynløst, ikke mindst sårbare borgere.«