Det vrimler med gebyrer på de danske hospitaler
Patienter og pårørende skal blandt andet betale for billeder, mad og »kisteilægning«, viser en ny oversigt. Patienterne er kritiske, men hospitalerne kan ikke undvære pengene, siger en regionsrådsformand.
På kvindeafdelingen på regionshospitalet i Viborg må de gravide hyppigt have pengepungen op af tasken. Det koster 25 kroner at få et ultralydsbillede af det ufødte børn med hjem, og den ydelse vil mange gerne betale for. Sidste år blev der solgt billeder for 97.000 kroner.
På et andet hospital må fædre til nyfødte af med 213 kroner i døgnet for mad og overnatning på familieafsnittet. På et andet hospital koster det 250 kroner.
Patienter på retspsykiatrisk afdeling skal selv betale for »personlige hygiejneartikler«, herunder vaskepulver, og hvis de er indlagt i mere end tre måneder, skal de også betale for maden.
Og er man så uheldig at dø under opholdet på sygehuset, må de pårørende forvente at blive afkrævet et gebyr for portørhjælp til »kisteilægning«. Her er prisen på ét hospital 320 kroner, mens et andet tager 355 kroner for ydelsen.
Eksemplerne fremgår af en oversigt over egenbetalingen på hospitalerne i Region Midtjylland. Den viser, at det – trods alle politiske besværgelser om, at brugerbetalingen i det danske sundhedsvæsen stopper ved hospitalsdøren – vrimler med gebyrer på de danske sygehuse.
En utilfredsstillende ordning
Landets største patientorganisation, Danske Patienter, er kritisk over for brugerbetalingen.
»Nogle af betalingerne er helt urimelige. Hvis det er en del af den sundhedsfaglige behandling, at den ene eller begge forældre skal være indlagt sammen med det syge barn, skal det selvfølgelig være gratis. Tilsvarende bør mad også være gratis for retspsykiatriske patienter. De har jo ikke noget valg,« siger organisationens formand Lars Engberg.
Han er med på, at »ekstra ting« som kaffe til besøgende kan koste lidt, men han frygter også, at sygehusene er på vej ud på en glidebane, hvor stadig mere vil blive defineret som tillægsydelser, som folk kan betale for.
Det er samtidig ifølge Lars Engberg kritisabelt, at der er stor forskel på priserne og på hvilke ydelser, der tages betaling for. Det er i vid udstrækning kreativiteten og foretagsomheden på det enkelte hospital, der afgør, hvad patienterne må af med.
På nogle hospitaler tager man eksempelvis 567 kroner fra patienter, som skal have en billeddiagnostisk undersøgelse af brystkassen til brug for et dykkercertifikat. På andre hospitaler er ydelsen gratis.
»Det er påfaldende, at der er så stor forskel fra hospital til hospital. Det er utilfredsstillende for både patienter og pårørende, at de ikke ved, om det koster noget eller ej,« siger Lars Engberg.
Debatten kortslutter
Oversigten fra Region Midtjylland kommer samtidig med, at der er ved at komme skred i debatten om brugerbetalingen i det danske sundhedsvæsen. Flere eksperter og politikere presser på for at få nedsat en ekspertkommission, som kan kulegrave området og bane vej for en reform af brugerbetalingen.
De fleste er enige om, at det nuværende system, hvor betalingen især er høj på medicin og tandlægebesøg, er uretfærdigt og præget af historiske tilfældigheder. Og hvorfor skal det koste en formue at komme af med sin tandpine, når det er gratis at få hjælp mod ørepine?
Ingen taler om at hæve den samlede brugerbetaling, der tegner sig for op imod en femtedel af de samlede sundhedsudgifter. Forslagene går derimod på at omlægge betalingen for at gøre det mere retfærdigt og sikre en mere hensigtsmæssig brug af sundhedssystemet.
Flere har også foreslået at indføre brugerbetaling på skadestuerne, som man i årevis har haft det i Sverige. Og de Radikale har foreslået, at syge med gode indtægter, som er indlagt på sygehuset, selv kunne betale for mad og overnatning.
Men hver gang brugerbetaling inden for sygehusets døre bringes på bane, synes debatten at kortslutte. Frygten er, at det vil afholde nogen fra at søge behandling, og at især socialt udsatte vil få en ringere hjælp.
»Når man tænker på, hvor hidsige mange bliver, når man foreslår brugerbetaling på hospitalerne, er det et himmelråbende paradoks, at der allerede findes en del gebyrer. Vi har bare aldrig forholdt os til gebyrerne, og der findes ingen oplysninger om dem på landsplan. Vi er nødt til at have en åbenhed og nogle klare principper for det her,« siger medlem af forretningsudvalget i Region Hovedstaden Charlotte Fischer, der som formand for en intern arbejdsgruppe i partiet er kommet med en række forslag til ændringer af brugerbetalingen.
Hun vil nu kræve, at der i Region Hovedstaden udarbejdes en liste over gebyrer som den i Region Midtjylland.
Andre regioner har ikke et tilsvarende overblik over brugerbetalingen på de enkelte hospitaler. Vurderingen er dog, at gebyrer også er en realitet på ganske mange andre sygehuse, men at der er stor forskel på priserne og de ydelser, der tages betaling for.
For eksempel betales der for print af ultralydsbilleder på børneafdelingen på Holbæk Sygehus og på ultralydsafdelingen på Rigshospitalet, og fædre, der er indlagt med deres børn på Hvidovre Hospital, betaler selv for deres mad.
På Sydvestjysk Sygehus i Region Syddanmark er maden til fædrene gratis. Ultralydsbilleder koster til gengæld 25 kr., mens taksten for »kisteilægning« er noget lavere end på hospitalerne i Region Midtjylland, nemlig 83 kroner.
»Vi kan ikke undvære pengene«
Alt tyder på, at brugerbetalingen er kommet for at blive. Det tilsiger de økonomiske realiteter, lyder meldingen fra formanden for det midtjyske regionsråd, Bent Hansen (S), som også er formand for Danske Regioner.
»Vi har begrænsede ressourcer, så vi kan ikke bare sige, at vi betaler alt. Jeg har svært ved at se, hvordan vi skal kunne undvære disse penge eller finde dem andre steder,« forklarer han.
Brugerbetalingen er kommet på den politiske dagsorden i regionen efter en sag, hvor en økonomisk presset fødeafdeling valgte at bede nybagte forældre om at medbringe dyne og tøj til den nyfødte i stedet for at få det på hospitalet.
Det førte til den kortlægning af alle former for gebyrer og »egen-bidrag«, der netop er blevet offentliggjort.
Et af de mere kontroversielle er gebyret for den hjælp til »kisteilægning« samt »klargøring og påklædning«, som portørerne på hospitalerne yder, når en patient dør på hospitalet. Beløbet opkræves oftest hos bedemændene, der således slipper for at medbringe en assistent, men gebyret sendes videre og optræder på regningen til de pårørende. Samlet indbringer betalingen for kisteilægning på hospitalerne i Region Midtjylland cirka 1,1 mio. kr. om året.Rationalet bag betalingen er, at der også ville være et honorar til bedemanden, hvis kisteilægningen foregik i hjemmet, om end det her »typisk ikke vil fremgå særskilt af regningen«, fremgår det af en redegørelse om de juridiske aspekter af egenbetalingen fra administrationen i Region Midtjylland.
»Uanset om det er bedemanden eller vores folk, der står for det, kommer folk til at betale. Men det er klart, at det er et svært område og noget, der går følelser i,« siger Bent Hansen.
Kortlægningen har også vist, at brugerbetalingen gribes meget forskelligt an på hospitalerne. F.eks. er der på de fleste hospitaler vederlagsfri kost til én af forældrene ved indlæggelse af børn, men på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital skal begge forældre betale for deres måltider, hvilket medfører en årlig besparelse på 800.000 kr.
Derfor lægger regionen nu op til at indføre standardpriser og ens praksis på alle hospitaler, og der skal også være en diskussion om, hvorvidt brugerbetalingen eventuelt skal fjernes og erstattes af andre gebyrer.
Ifølge Bent Hansen må det styrende princip være, at der skal være tale om en »periferi-ydelse«, som ikke ligger inde i kernen af de aktiviteter, som foregår på sygehusene.
Advarer mod opfindsomheden
I Folketinget har især SF tordnet mod brugerbetaling i sundhedsvæsenet og bebudet, at man vil forsøge at få den reduceret. Sundhedsminister Astrid Krag (SF) advarer også regionerne om, at de ikke skal »lade opfindsomheden løbe af med sig«.
»Det er en utroligt dårlig idé at opkræve betaling fra danskerne for at blive behandlet for deres sygdomme på sygehusene. Vi ved, det er de svageste, der bliver ramt hårdest af brugerbetaling, og derfor skal vi holde fast i, at danskerne kan lade pungen blive i lommen, når de eksempelvis skal opereres på sygehuset,« siger hun.
Astrid Krag anerkender dog også, at sygehusene har en forpligtigelse til at minimere udgifterne til opgaver, som »ikke vedrører behandlingen direkte«. Derfor kan der være enkelte ydelser, hvor det er i orden at tage sig betalt, f.eks. parkering ved sygehusene og røntgenfotos af lunger til brug for et dykkercertifikat, nævner hun.
»Man betaler jo også selv for at få en lægeattest, hvis man skal have kørekort,« siger Astrid Krag.
