Sagen om den kun 13-årig pige i Hjallerup i Nordjylland, der mandag fik frarøvet livet, er så tragisk, at det er svært at fatte.

Den anholdte er sigtet for først at begå en voldtægt og siden drabet på den kun 13-årige pige, som døde efter slag med en mursten. Han nægter drab, men erkender vold med døden til følge.

Ikke bare var det brutalt. Gerningsmanden var også ung: 17 år og 364 dage gammel. 

I strafferetlig forstand betyder det, at han var en dreng og ikke en mand, da han forårsagede pigens død.  

I dag – to dage efter drabet – fejrer han sin 18 års fødselsdag.  

At han »kun« var 17 år på gerningstidspunktet, kommer ham til gavn i en mulig strafudmåling. 

»Ved udmåling af straffen skal det indgå som en formildende omstændighed, at gerningspersonen var under 18 år, da gerningen blev udført,« siger Jørn Vestergaard, der er strafferetsekspert og professor emeritus ved Københavns Universitet.

»I sager om forsætligt manddrab begået af en ung udmåles straffen i praksis til cirka otte års fængsel afhængigt af de konkrete omstændigheder,« siger Jørn Vestergaard.  

Derudover er der mulighed for prøveløsladelse, efter at to tredjedele af straffen er afsonet. Dermed kan gerningsmanden være en fri mand om fem år. Muligvis før. 

Blomster og lys tæt på gerningsstedet for et drab på en 13 årig pige ved Hjallerup Varmeværk i Nordjylland. En 17-årig dreng er anholdt for drabet. 
Blomster og lys tæt på gerningsstedet for et drab på en 13 årig pige ved Hjallerup Varmeværk i Nordjylland. En 17-årig dreng er anholdt for drabet.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

I så fald vil han være 23 år, og det er vel at mærke, hvis han dømmes for drab. 

Et drab begået af en voksen vil ifølge Jørn Vestergaard i udgangspunktet give 12 års fængsel, hvis ikke der er ‘særligt skærpende omstændigheder. Altså er der en rabat på cirka fire års fængsel, hvis en gerningsmand er under 18 år, og livsvarigt fængsel er udelukket. 

Lige meget hvad vil han – modsat sit offer – stadig have et langt liv foran sig, når han engang bliver en fri mand igen.

En tidligere sag, der kan give en pejling om strafniveauet, er ifølge Jørn Vestergaard det såkaldte stadiondrab fra Aalborg i 2008. En af de mest brutale sager i nyere tid, hvor en 48-årig mand blev tæsket ihjel af en kun 15-årig gerningsmand.

Drabsmanden blev i retten fundet skyldig i at slå, trampe og sparke gerningsmanden i hovedet og på kroppen. Det gjorde han, mens offeret lå ned, og den 48-årige mand døde af sine kvæstelser. 

Under strafudmålingen var grovheden af volden en skærpende omstændighed, mens det var formildende, at gerningsmanden var blot 15 år, da han begik drabet.

»Her blev straffen fastsat til syv års fængsel,« fortæller Jørn Vestergaard.

Derfor er et godt bud ifølge Jørn Vestergaard højst otte års fængsel i sagen fra Hjallerup, og mindre hvis han dømmes for vold med døden til følge og ikke drab. Dømmes han også for voldtægt, kan straffen muligvis blive højere.

Jørn Vestergaard fortæller, at 10 år kan komme på tale »i de allergroveste tilfælde« efter en skærpelse af straffeloven i 2010, der ophævede den tidligere grænse på otte år.

Gerningsmanden blev mandag varetægtsfængslet i surrogat, det vil sige på en sikret institution. Han kommer dog til at overgå til almindelig varetægtsfængsling, nu hvor han er myndig.