Der blev gået til stålet, da det torsdag aften blev debatteret, om alle elbilister fortsat skal have lov til at parkere gratis i København.

Spørgsmålet har splittet den borgerlige lejr i hovedstaden, og der blev ikke holdt igen, da de konservative gik til angreb på Liberal Alliances Ole Birk Olesen. Det skete på et møde i Borgerrepræsentationen.

»Man skal se meget, før øjnene triller ud,« lød det fra Morten Melchiors (K).

Han langede ud efter Ole Birk Olesen, der har foreslået, at alle elbilister uden beboerlicens i betalingszonerne skal betale for at parkere i København. Siden 2020 har det været gratis.

»Vi har en situation, hvor Liberal Alliance vil øge skattetrykket,« siger Morten Melchiors til B.T.

»Hvis man er fra Valby eller Amager og vil køre en tur ind til byen, så ville man som elbilejer skulle betale for noget, som man ikke skal betale for i dag. Det vil øge det samlede skattetryk i København, og det mener jeg ikke er særligt borgerligt,« fortsætter han.

Fra talerstolen kom der også angreb fra Nye Borgerliges Niels Peder Ravn:

»Jeg kender Liberal Alliance som et parti, der bekæmper skatter og afgifter. Derfor undrer det mig såre, at forslaget indebærer flere afgifter,« lød det fra Niels Peder Ravn, der med det samme bekendtgjorde, at han ville stemme imod forslaget, som Venstre derimod bakkede op om.

Ole Birk Olesen slår dog tilbage.

»Tanken om at det skulle være uborgerligt at være optaget af, om borgerne i København kan finde en parkeringsplads, synes jeg er en temmelig gakket påstand.«

Det her handler jo om, at De Konservative anfægter, at du med dit forslag principielt vil øge afgifter for elbilister?

»Jeg anerkender ikke, at det er en afgift eller en skat. Det er en brugerbetaling. Folk, der bor i eget hus, betaler også for deres egen carport, eller hvis der skal lægges fliser i indkørslen,« siger han.

Ifølge Ole Birk Olesen er man i Københavns Kommune for ‘tossegod,’ når man lader alle elbilister parkere gratis i centrum, hvor det i forvejen er svært for beboerne at stille deres biler, lyder det.

»Vi har en konkret udfordring - der er for få parkeringspladser til de af Københavns borgere, der har bil.«

»Udfordringen bliver større og større, fordi kommunen forærer parkeringspladser gratis væk til elbilister, der kommer udenbys fra,« siger Ole Birk Olesen.

Det er ikke kun udenbys elbilejere, der vil blive ramt af dit forslag. Det vil elbilejere fra Valby, Sydhavnen og Brønshøj også, fordi de ikke hører til inden for betalingszonerne?

»De elbilejere, som engang imellem bruger deres bil til at parkere et andet sted i kommunen, end der, hvor de bor, vil skulle betale en takst, som de ikke betaler i dag. Til gengæld vil de få nemmere ved at finde lademuligheder og parkeringspladser i hverdagen, hvor de bor.«

Morten Melchiors, bilisterne i København vil få det ud af forslaget, at det bliver nemmere at finde en parkeringsplads. Hvad siger du til det?

»Det kan man sige, men antallet af elbilister, der kommer ind til København er begrænset. For mig er det springende punkt, at man vil øge afgifterne,« siger han.

Ole Birk Olesens forslag blev nedstemt.14 stemte for, én undlod at stemme, mens 38 stemte imod.