Der blæser nye vinde over det danske forsvar.

Det står klart efter onsdagens pressemøde i Statsministeriet. B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, tøver heller ikke med at kalde det for historisk.

»Der blev skabt historie. Det er et markant løft af det danske forsvar,« siger Henrik Qvortrup.

Han bed mærke til flere ting under dagens pressemøde i Statsministeriet, hvor statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) fremlagde en plan for yderligere investering i Forsvaret samt fremrykning af en lang række allerede aftalte investeringer.

»Det var opsigtsvækkende, at statsministeren kaldte det en fejl, at Danmark ikke har levet op til kravet om at bruge to procent af BNP på forsvar, som det er aftalen i NATO,« siger han.

På pressemødet lød meldingen fra regeringen, at vi kan låne os til det markante løft på 40,5 milliarder kroner i forsvarsudgifter.

Yderligere skal der findes 14,3 milliarder de kommende år via effektiviseringer, lød det.

Danskerne skal med andre ord ikke have penge op af lommen for at få opgraderet Forsvaret.

Lige nu.

Og det er en anden pointe, Henrik Qvortrup bed mærke i.

»Der er en vilje lige nu til at bruge en masse penge på Forsvaret. Og der er ikke de store protester fra befolkningen. Det havde nok ikke været tilfældet for seks år siden,« siger den politiske analytiker.

Men det kan muligvis komme til at ændre sig, lyder hans analyse, hvis danskerne pludselig bliver ramt direkte på deres pengepung.

»Jeg vil ikke kalde det en vindersag for regeringen. Der er ingen tvivl om, at danskerne ikke er ramt af træthed over krigen i Ukraine og til at støtte dem. Men havde man nu indført en krigsskat, som kan blive aktuel senere, så kan jeg godt være i tvivl om, om danskerne havde været med,« siger Henrik Qvortrup.

Han mener dog i sidste ende, at det er logisk, at regeringen handler og benytter sig af øjeblikket til at igangsætte en seriøs opgradering af det danske Forsvar.

»Truslen om krig er talt meget op. Og der er en krigsfrygt, så det ville være ulogisk ikke at bruge flere penge på Ukraine og et træt dansk Forsvar.«