Det er langt fra alle politikere på Københavns Rådhus, der kan leve af den løn, de får for at være medlem af Borgerrepræsentationen.

Det kræver en række udvalgs- eller bestyrelsesposter at opnå en lønindtægt, der matcher en gennemsnitsindtægt i Danmark. Det har tidligere overborgmester Lars Weiss (S) dog mere end sikret sig.

»Jeg får en meget pæn løn og kan leve et godt liv med min familie,« siger Lars Weiss.

En gennemgang af alle politikeres løn på Københavns Rådhus, som B.T. har foretaget, viser, at Lars Weiss med afstand er den tungest lønnede kommunalpolitiker, hvis man ser bort fra overborgmesteren og de seks fagborgmestre.

Men han arbejder også for pengene, lyder det.

Lars Weiss anslår, at han ugentligt arbejder 50 til 60 timer. Indsatsen bliver fordelt på posterne i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Økonomiudvalget, næstformandskabet i Borgerrepræsentationen samt næstformandskabet i Metroselskabet.

Sidstnævnte er forbundet med en række bestyrelsesmøder og forberedelse til disse, fortæller han.

»Før et typisk bestyrelsesmøde er der vel et par hundrede sider, der skal læses. Det er i den størrelsesorden.«

Lars Weiss er tidligere overborgmester i København. Den post sidder Sophie Hæstorp Andersen nu på. Det får hun 1.363.785 kroner for. Arkivfoto
Lars Weiss er tidligere overborgmester i København. Den post sidder Sophie Hæstorp Andersen nu på. Det får hun 1.363.785 kroner for. Arkivfoto Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Det trækker tænder, for det er omfattende og kompliceret materiale. Men jeg har siddet i Metroselskabet før (inden Lars Weiss blev overborgmester, red.), så jeg kender en del til de problemer, som metroselskabet kan stå over for,« siger han.

Et typisk bestyrelsesmøde tager halvanden til to arbejdsdage at forberede foruden selve deltagelsen, der finder sted en gang om måneden.

Det er dog på Rådhuspladsen 1, at 50-årige Lars Weiss bruger det meste af sin tid. Det er således tjansen som næstformand i Borgerrepræsentationen, der oftest kræver hans tilstedeværelse.

»Hele koordineringsarbejdet mellem de politiske partier op til et møde i Borgerrepræsentationen eller Økonomiudvalget er det, der sluger klart hovedparten af min arbejdsdag,« siger Lars Weiss.

Hvorfor er det så besværligt?

»Vi er mange partier, og hvis der eksempelvis er et ændringsforslag på dagsordenen, som man skal forsøge at blive enige om og til en vis grad forhandle om, inden vi går til møde, så skal jeg sikre, at alle er så godt oplyst om eventuelle konsekvenser som muligt,« siger Lars Weiss og fortsætter:

»Hvis der er Borgerrepræsentationsmøde om torsdagen, begynder arbejdet typisk mandag formiddag med at tage de første politiske sonderinger med partierne. Så kører der mails og forslag frem og tilbage – nogle gange helt frem til en time før mødet.«

Lars Weiss tjener før skat eksklusive pension 799.983 kroner. Det svarer til 66.665 kroner om måneden. Det er således et godt stykke over den gennemsnitlige bruttoindkomst på 384.000 kroner (ifølge tænketanken CEPOS.)

Lønnen er også betydelig højere end de 450.448 kroner, som Jens-Kristian Lütken (V) blandt andet tjener på at være formand for Børn- og Ungeudvalget (udvalget træffer beslutning om tvangsmæssige indgreb). Posten udløser 272.757 kroner. Gruppeformanden for Venstre er den næstbedst lønnede politiker foruden borgmestrene.

Mange arbejdstimer bliver lagt om aftenen. Borgermøder og møder i Borgerrepræsentationen finder typisk sted efter sædvanlig fyraften. Lars Weiss har meget at se til, lyder det.

»Ja, jeg er en travl mand, men det er også vanvittigt spændende, det, jeg laver. Arbejde og fritid smelter sammen. Jeg tror, det går hårdere ud over min familie, og hvis du spurgte dem, så vil de nok sige, at jeg har alt for travlt,« siger han og fortsætter:

»Jeg har så meget selverkendelse, at jeg prøver hver onsdag at følge min niårige søn til fodboldtræning. Det handler om at have det ene anker, hvor han kan regne med mig.«

Lars Weiss ved godt, at han er højt lønnet. Så selv hvis et job i det private kunne give endnu mere på lønkontoen, så ville det ikke nødvendigvis få ham til at forlade rådhuset.

»Jeg er i den privilegerede position, at jeg beskæftiger mig med noget, jeg synes er vanvittigt spændende. Og det er mange penge værd,« siger han.

Synes du selv, at du er pengene værd?

»Er man selv god til at vurdere det? Det typiske politikersvar vil i den sammenhæng være, at det afgjorde vælgerne i november.«

Men vælgerne har vel valgt dig ud fra, at du er socialdemokrat og har en politik, de godt kan lide, og ikke ud fra hvilke hverv, du senere vil komme til at bestride og få betaling for?

»Jeg tror, jeg ville have svært ved at lægge så mange timer her inde på rådhuset, som jeg gør, hvis det så at sige kun blev betalt med grundvederlaget på knap 140.000 kroner.«

Hvordan skal jeg forstå det svar?

»Det ville ikke være muligt for en politiker at lægge alle de timer, hvis betalingen udelukkende bestod af grundvederlaget. Så ville man være nødt til at have et job ved siden af også,« siger Lars Weiss.