Mange boligejere i hovedstaden risikerer på den ene eller anden måde at blive ramt af de nye ejendomsvurderinger, der er begyndt at lande i postkasser landet over.

Især københavnere med ejerlejligheder har grund til at læse med, for ifølge en boligøkonom vil netop denne gruppe forventeligt mærke konsekvenserne af de nye vurderinger mere end andre.

»De steder i landet, hvor priserne er steget mest i de sidste ti år, står foran den største regning. Det rammer i særdeleshed boligejere i København og de omkringliggende forstæder, fordi værdistigningerne her har været kraftigst,« siger chefanalytiker i Nordea Lise Nytoft Bergmann.

»Vi ved, at grundvurderingerne fra 2011 har været fejlbehæftede. De har været sat alt for lavt på mange af de grunde, der ligger under ejerlejligheder i hovedstaden,« fortsætter hun.

Fra 2024 vil boligskatterne være funderet på de nye ejendomsvurderinger.

Mens en vedvarende skatterabat sikrer alle mod en skattestigning det første år samt tager toppen af senere skattestigninger, kan særligt københavnere med ejerlejligheder risikere at skulle til lommerne, hvis deres ejendomme stiger i værdi i fremtiden.

Det skyldes, at det nuværende skattestop og skatteloft ophæves.

Men ifølge Lise Nytoft Bergmann skal lejlighedsejerne forvente at blive ramt af en anden konsekvens af de nye vurderinger først.

Priserne ventes nemlig at falde, og det rammer hovedstadens formuer.

»Vi forventer, at priserne på lejligheder i København isoleret set vil blive trykket ned med omkring ti procent som følge af boligskattereformen,« siger Lise Nytoft Bergmann og fortsætter:

»Selv hvis man ikke bliver ramt af højere boligskatter og altså undgår at blive ramt på budgettet, så bliver man alligevel ramt på formuen.«

Fortæl os din historie: Hvis du har udnyttet en værdistigning til at bygge markant om, flytte til drømmeboligen, eller hvis du har belånt hjemmet til en drømmerejse, så skriv gerne til journalist Christian Hansen på chha@bt.dk

Forventningen til prisfald hænger sammen med, at nye boligejere fra 2024 ikke får den skatterabat, som eksisterende boligejere vil få. Det vil give en effekt på hele markedet, lyder det.

»Det vil spænde de nye boligejeres budget. Når der skal betales højere boligskatter, kan man ikke få lov til at købe for lige så meget, og det vil alt andet lige være med til at presse priserne ned,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Ifølge boligøkonomen vil der komme en glidende overgang, hvor købere i stigende grad frem mod 2024 vil forsøge at presse sælgerne til afslag. Det vil ske med forventningen om, at det bliver dyrere at være boligejer i København.

»Lidt karikeret kan man sige, at hvis man sælger sin lejlighed 3. januar 2024, så kan man forvente at få mindre for den, end hvis man solgte 27. december 2023,« siger Lise Nytoft Bergmann.

De fremtidige boligskatter stiger kun, hvis ejendomsværdierne overgår det niveau, der bliver gældende med de nye vurderinger fra 2024.

De boligejere, der vil få øgede boligskatter, kan vælge at indefryse beløbet, så der først afregnes med Skattestyrelsen, den dag boligen sælges.

Boligejerne kan dog også vælge at betale de løbende skatter og dermed undgå at betale renter.