Beslutningen om at ændre navnet på Planetariets nye restaurant en uge inden, den åbner, møder kritik fra koldkrigsforsker Peer Henrik Hansen.

For ved at droppe navnet 'Laika' – en hyldest til det første levende væsen i kredsløb om Jorden – tager man unødig afstand til Ruslands historie og det russiske folk, lyder det.

»Som samfund må vi holde tungen lige i munden. Der er forskel på at vende Putins regime ryggen og vende hele Rusland ryggen. Jeg tror, den russiske befolkning har behov for at vide, at vi gerne vil dem,« siger Peer Henrik Hansen, der også er museumsleder på Langelands Museum.

»For mig at se er det en overreaktion, hvis man har den tilgang, at alt, hvad der er russisk eller har en russisk forbindelse, pr. definition er negativt. Der træder man ved siden af,« fortsætter han.

Reaktionen kommer efter, at ejeren og direktør for den nye restaurant i det ikoniske Planetarium, Bjarke Just Nielsen, har fortalt, at navnet Laika er blevet for betændt efter Ruslands invasion af Ukraine.

Bjarke Just Nielsen har forklaret, at navneskiftet skal ses som afstandtagen til alt russisk. I stedet skal restauranten nu hedde Gemini.

Ifølge Peer Henrik Hansen er historien om hunden Laika, der i 1957 banede vejen for menneskehedens efterfølgende færden i rummet, noget, som alle russere er stolte af. Begivenheden er verdenshistorie og er i øvrigt løsrevet fra det nutidige regimes overfald på Ukraine, lyder det.

»Det sovjetiske rumeventyr i slutningen af 1950erne er verdenshistorie. Det var videnskabelige bedrifter, der kom hele menneskeheden til gavn,« siger Peer Henrik Hansen.

Laika blev i 1957 det første levende væsen i kredsløb om Jorden. En verdensbegivenhed ifølge koldkrigsforsker Peer Henrik Hansen. Arkivfoto
Laika blev i 1957 det første levende væsen i kredsløb om Jorden. En verdensbegivenhed ifølge koldkrigsforsker Peer Henrik Hansen. Arkivfoto Foto: -
Vis mere

Museumslederen forklarer, at bevæggrunden for at opsende det herreløse gadekryds fra Moskvas gader har været at udvikle en raketteknologi, som kunne bruges i krigsøjemed, og at rumkapløbet var et ideologisk, politisk og militært projekt, men også et verdensprojekt, som var første skridt for menneskehedens rumeventyr.

»Når vi begynder at ændre navne, begynder vi at tage afstand til den russiske kulturarv, som den almene russer er stolt af. Det er hvermandseje i Rusland, og med en navneændring som det her sender vi det signal, at vi er mere ovre i den fjendtligt sindede lejr, end vi i virkeligheden er,« siger Peer Henrik Hansen og fortsætter:

»Det her læner sig op ad den identitetspolitiske strømning, hvor man af frygt for at træde nogen over tæerne reagerer meget hurtigt.«

»Jeg tror godt, at folk kan skelne mellem noget, der har en reference til en historisk begivenhed for snart 70 år siden, og det, der sker i dag (den russiske invasion af Ukraine, red.)«

Bjake Just Nielsen har fået trykt plakater for 5.000 kroner til restaurantens toiletter. Foto: B.T.
Bjake Just Nielsen har fået trykt plakater for 5.000 kroner til restaurantens toiletter. Foto: B.T.
Vis mere

Bjarke Just Nielsen er ikke uenig med koldkrigsforskeren. Men beslutningen om navneskifte står ved magt.

»Jeg synes, at han har ret. Det er altid to sider af en mønt. Der er rigtig mange pointer, som han har helt fat i.«

»Man er nok også nødt til at forstå, hvordan restauranten var udformet indtil for otte dage siden. Der hang billeder på toiletter og vægge af en hund, hvor der stod 'Laika – for the glory of mother Russia'. Hele vores udformning hyldede Laika, men i den grad også en russisk frontfigur og nationalhelt,« siger Bjarke Just Nielsen og fortsætter:

»Det er ikke, fordi vi skal fjendtliggøre den russiske befolkning som helhed eller glemme historien. Laika var første hund i rummet, og den blev sendt op af Rusland, hvad end man vil det eller ej. Men folkehelten og udformningen og udsmykningen af restauranten i sin russiske hyldest synes vi ikke var den rigtige.«

Men at bruge navnet Laika er vel en hyldest til videnskab, teknologi og et rumeventyr, der er sket for 70 år siden, og har ikke noget med Putins regime at gøre?

»Ja, det var en hyldest til videnskaben. Laika klarede to timer i en raket for at give videnskabsfolkene informationer om, hvad der var muligt, og hvad der ikke var muligt.«

»Men det handler meget om udformningen, som ikke har meget hånd i hanke med det, som vi gerne vil udstråle i forbindelse med at have den positive oplevelse af at åbne en restaurant,« siger Bjarke Just Nielsen.