Der er sket en stigning i antallet af dådyr, der bliver fanget i naturen. Og det er os menneskers skyld, at hjortene bliver fanget. For flere af dem koster det livet.

Schweisserhundefører Leif Stonor er flere gange blevet kaldt ud til dåvildt, der er viklet ind i andre hjorte på grund af efterladt skrald i naturen.

Og særligt én episode har sat sig i ham, fortæller han i en pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse.

For nylig rykkede han ud til en hjort, der forsøgte at kæmpe sig fri i et vandløb.

Se videoen af hele episoden øverst i artiklen.

»Det var et skrækkeligt syn at se hjorten springe rundt nede i vandet. I starten troede jeg, at den hang fast i et træ, men det viste sig, at det var en anden død hjort den hang sammen med,« siger han.

»Den kæmpede forgæves for at komme fri og op af vandløbet, men den kunne selvfølgelig ikke få sin døde makker med,« fortæller Leif Stonor, der til sidst fik skåret hjorten fri, så den kunne løbe væk fra sin døde artsfælle.

Dyrenes Beskyttelse oplever for tiden flere henvendelser på dåvildt, der har fået viklet geviret ind i bånd og skrald
Dyrenes Beskyttelse oplever for tiden flere henvendelser på dåvildt, der har fået viklet geviret ind i bånd og skrald Foto: Dyrenes beskyttelse
Vis mere

Det er desværre langt fra første gang, at Leif Stonor er blevet kaldt ud til en hjort i knibe. Faktisk har han på det seneste oplevet en voldsom stigning i antallet af tilfælde.

Han plejede at blive kaldt ud fire-fem gange på et år, fortæller han, men er de seneste to uger blevet kaldt ud hele ni gange.

Dåvildt smider sit gevir i foråret, og roder i skovbunde og træer, fordi geviret klør i perioden. Derfor ender de nemt med at sidde fast, hvis de først får skrald siddende i geviret.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse er problemet dermed nemt at undgå, hvis vi mennesker blot er opmærksomme.

»Hvis vi putter halmsnor, net og skrald i lukkede sække. Hvis vi piller trådene ned, når hestefoldene ikke længere anvendes og placerer det, så det ikke blæser væk. Hvis vi deponerer affald korrekt, så skulle det gerne undgå at havne i naturen,« forklarer Lars Holse, der er teamchef for Dyrenes Beskyttelses vagtcentral.

Derfor kommer Lars Holse med en klar og simpel opfordring:

»Vi skal rydde op efter os selv, så de vilde dyr ikke skal tage skraldet for os.«