Der er kun ti kilometer i fugleflugt fra Rådhuspladsen i København til stationspladsen i Dragør.

Men ekstraomkostningerne for en typisk børnefamilie i de to byer er til gengæld milevidt fra hinanden. Begge steder skal familier i år finde mange tusinde kroner ekstra på kistebunden, men københavnerne slipper alligevel 13.000 kroner billigere.

Det viser beregninger fra Nykredit foretaget for B.T.

»En gennemsnitlig børnefamilie med to børn i dag skal bruge omkring 19.400 kroner mere end sidste år for at købe de samme varer og tjenester,« siger cheføkonom Palle Sørensen.

Han forklarer, at de voldsomme merudgifter til børnefamilierne skyldes den rekordhøje inflation. I januar landede inflationen på hele 4,3 procent – det højeste niveau siden 2008.

Selvom de stigende priser rammer bredt, er der dog alligevel lokale forhold, der i særlig grad kan presse privatøkonomierne gevaldigt. Specielt udgifter til boligopvarmning slår igennem.

Børnefamilier uden for København med naturgasfyr oplever nu at skulle betale hele 31.500 kroner mere for de samme varer og tjenester som for et år siden, viser beregningerne.

Til sammenligning skal børnefamilien i København med fjernvarme 'kun' betale 18.500 kroner mere.

Selvom varmemåleren viser det samme, som den plejer, vil prisen for mange være langt højere i år. Arkivfoto
Selvom varmemåleren viser det samme, som den plejer, vil prisen for mange være langt højere i år. Arkivfoto Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det er særlig gaspriserne, der gør udslaget,« siger Palle Sørensen.

Baggrunden for de stigende gaspriser skal findes i en række forhold, forklarer cheføkonomen:

En kold vinter sidste år fik europæerne til at skrue op for gasforbruget, og det tømte godt ud i lagerbeholdningen. Samtidig var det relativt vindstille, ligesom der faldt mindre regn i Skandinavien end normalt. Derfor blev der ikke produceret samme mængder strøm fra vindmøller og dæmninger.

Nedlukningen af kul- og kernekraftværker i Tyskland øgede kun behovet for anden energi, lyder det.

Alt sammen øgede efterspørgslen – og prisen – på gas.

Netop i Dragør er mange familier udsat for prisstigningerne. Hele 70 procent af husholdningerne varmer med gas, forklarer Palle Sørensen. Det er den største andel i hele landet.

Det er dog ikke kun varmeregningerne, der gør ondt på børnefamilierne.

Også stigende fødevarepriser vil de fleste børnefamilier mærke på pengepungen. Palle Sørensen giver en række eksempler:

»Forarbejdede kornprodukter som pasta er steget med 14,3 procent. Oksekød er steget med seks procent, mælkeprodukter ti procent, kaffe over ti procent, mens frugt er steget med 5,7 procent,« siger han.

Dertil kommer »ret voldsomme stigninger på elregningerne«, der generelt er vokset med 63 procent, ifølge Nykredit.

Mens hanen er lukket for naturgasleverancer fra Rusland, bliver gassen i stedet importeret på skibe som nedkølet, flydende gas. Men det er omkostningstungt, fortæller Palle Sørensen.

Blandt andet af den grund forventer markedet, at det nuværende, høje niveau vil vare året ud, lyder det fra cheføkonomen.

Et politisk flertal har i februar besluttet at finde penge til de hårdest ramte af prisstigningerne, herunder husstande med naturgasopvarmning. Men hjælpen gives kun til husstande med en samlet indtægt på under 550.000 kroner.