Torsdagsfesterne på Copenhagen Business School (CBS) er blevet så store, at rektor nu har valgt at trække stikket.

Et universitet skal ikke lægge hus til det, som CBS i en pressemeddelelse betegner som noget, der på godt og ondt fremstår som professionelle natklubsfester.

»Vi oplever desværre gentagne tilfælde af konflikter, støj og hærværk forårsaget af gæster, eksempler på grænseoverskridende adfærd, som det også kendes fra diskoteksfester andre steder, alkoholindtag langt ud over Sundhedsstyrelsens anbefalinger, ligesom vagter også har konfiskeret narkotika,« siger konstitueret rektor på CBS Inger Askehave.

I stedet for vilde nattefester med op til 1.000 gæster vil Café Nexus, hvor festlighederne plejer at foregå, fra 1. august udskænke den sidste fadøl senest klokken 20.

Det bliver desuden ikke muligt at købe sprut, da den serverede alkohol i fremtiden ikke må være stærkere end seks procent.

På sociale medier udtrykker CBS-studerende i flæng deres utilfredshed med beslutningen.

'CBS er på vej til at blive en gammel støvet dame,' skriver en eksempelvis.

Ved du noget om sagen, så skriv til journalist Christian Hansen på chha@bt.dk

Det har været et tilløbsstykke for de studerende, der lader til at have nydt festerne som en del af studiemiljøet - hvilke overvejelser har der været ift. at tage de her fester fra de studerende?

»Det har været en svær beslutning, men festerne er bare blevet for vilde og meget mere rå de seneste par år. Også med gæster udefra, der får sneget sig ind. Vi kan og vil som ejer af faciliteterne ikke længere være med til de vilde natklubsfester og siger nu stop – det er ikke til forhandling,« siger Inger Askehave og fortsætter:

»Vi vil meget meget gerne tale om, hvad CBS sammen med studerende kan sætte i stedet for. Vi håber på gode forslag og god dialog, for der skal være plads til sociale aktiviteter med en øl og en fest i studiesammenhæng, men vi skal sammen finde en ny måde at gøre det på.«

Inger Askehave forstår utilfredsheden fra studerende. Men festerne har nået et uholdbart niveau, lyder det.

»Vi har professionelle vagter på om torsdagen, fordi festerne er blevet vildere. Gæster bliver bortvist med jævne mellemrum på grund af adfærd, og vi har også i nogle tilfælde været nødt til at inddrage studiekort.«

»Festerne har nået en grænse, hvor vi siger stop, og det er ikke sket fra den ene dag til den anden. Samtidig er der flere og flere, der fravælger alkohol, eller ønsker at drikke mindre, også blandt unge.«

»Hvor meget man drikker, må unge mennesker selv finde ud af som voksne mennesker, men i deres fritid udenfor studiemiljøet. Campus skal ikke være en vild natklub, hvor alkohol er det bærende element i en social aktivitet.«