Den er blandt de dyreste elbiler i Danmark og sluger masser af strøm, når der trædes hårdt på speederen.

Derfor er der god ræson i at lade Porschen op, når elprisen er lavest. Så det gør Karsten Viuf. På den måde kan han spare tusinder af kroner årligt. Det regnestykke vender vi tilbage til.

»Jeg gør, hvad jeg kan, for at få prisen ned,« siger Karsten Viuf.

Som elbilejer er han førstehåndsvidne til, at elpriserne har taget himmelflugt i løbet af de seneste måneder.

Karsten Viuf ejer en Porsche Taycan, der kører tre kilometer pr. kWh. Han oplader sin bil om natten og sparer dermed mange tusinde kroner. Privatfoto
Karsten Viuf ejer en Porsche Taycan, der kører tre kilometer pr. kWh. Han oplader sin bil om natten og sparer dermed mange tusinde kroner. Privatfoto
Vis mere

Det har bilejernes interesseorganisation, FDM, også bemærket, og her lyder beskeden, at den typiske elbilejer kører frontalt ind i en ekstraregning, hvis ikke man som ejer af en nul-emissionsbil tænker sig godt om.

Ifølge FDMs forbrugerøkonom, Ilyas Dogru, bør elbil- og plug-in hybridbilejere både tænke over, hvornår de tanker strøm på batteriet samt overveje typen af deres elabonnement.

»Om natten er strømmen typisk billigere, så jeg vil opfordre til, at man planlægger sin opladning til tidspunkter, hvor prisen er lav,« siger Ilyas Dogru og fortsætter:

»I en årrække har vi været vant til som danskere at betale cirka 2,20 kroner for en kilowatt-time (kWh), men den nye normal er omkring 3,5 kroner pr. kWh.«

»Anbefalingen har været hidtil, at man følger de variable priser. Men jeg kan godt se en usikker fremtid, så derfor er anbefalingen nu, at man skal overveje, om ikke man skal gå over til en fast pris.«

Karsten Viuf er så glad for at køre i elbil, at han har købt en til hver af sine tre børn. Han ved derfor om nogen, hvad det koster at tilbagelægge kilometer af asfalt i hovedstadsområdet, hvor Porschen oftest bliver brugt.

»Jeg synes bare, at det med at køre ind på en tankstation og tanke benzin, samtidig med at vi ved, at temperaturen stiger, og klimaet ændrer sig, er noget, jeg er glad for at undgå,« siger han.

Og selvom han har råd til at betale ekstraregningen fra de stigende elpriser, gør han stadig sit for at begrænse merudgiften.

Den sorte Porsche Taycan bliver således sat til at tanke strøm fra klokken 23 hver aften. For her er elprisen mere spiselig.

»Jeg er prisbevidst, så jeg lader bilen op om natten,« siger han og fortsætter:

»Selvom man tjener godt, er det også sådan, at jo flere penge man har, jo mere sparsommelig bliver man.«

Karsten Viuf er account executive og fitnessinstruktør og kører normalt mange tusinder af kilometer i Storkøbenhavn, fordi jobbet kræver besøg hos kunder. Coronaepidemien har dog stærkt begrænset antallet af kilometer på vejene, fordi de personlige møder er aflyst. Sidste år blev det derfor ‘blot’ til 14.000 kilometer.

Et regnestykke, B.T. har lavet, viser, at Karsten Viuf således kan opnå en besparelse på 10.825 kroner årligt med udgangspunkt i opladninger foretaget på henholdsvis det seneste døgns (5/1 – 2022) dyreste og billigste tidspunkter. Porschen kører tre kilometer pr. kWh.

»Jeg sparer rigtig mange penge ved at lade bilen op på tidspunkter, hvor prisen er lav, for det er jo ikke sådan, at jeg helt kan vælge at lade være med at bruge bilen. Jeg skal bruge den for at komme på arbejde,« siger Karsten Viuf.

Dermed følger han rådet fra FDM. Og det er der god grund til at fortsætte med, lyder det fra Ilyas Dogru.

»Vi regner med, at elprisen forbliver høj et godt stykke ind i det nye år. Måske helt frem til efteråret, men det er selvfølgelig svært at sige,« siger han.

Karsten Viuf er meget begejstret for elbiler. Så han har købt en til hver af sine tre børn. Privatfoto
Karsten Viuf er meget begejstret for elbiler. Så han har købt en til hver af sine tre børn. Privatfoto
Vis mere

Ilyas Dogru fortæller, at han selv har skiftet elabonnement, sådan at han fra årsskiftet betaler en fast pris i stedet for en variabel.

Han opfordrer til, at danskerne, uanset om de har elbil eller ej, undersøger priserne og potentielle besparelser ved at skifte elaftale.

»Vi har set elpriser på op til 7,82 kroner pr. kWh i december. Den situation kan man risikere igen. På den anden side risikerer man at binde sig til en højere, fast pris nu end hidtil. Men jeg anbefaler, at man binder sig til en fast pris i seks måneder,« siger han.

Forbrugerøkonomen forudser, at kommende elbilejere nu vil regne en ekstra gang på, om det er en god idé at skifte drivmiddel.

Elbiler står for 25 procent af  salget af alle nyregistrerede biler i Region Hovedstaden i december. Plugin-hybrider står for 28 procent. Og de andele kan let stige også i 2022 til trods for stigende elpriser.

»Jeg tror absolut, at stigende elpriser vil indgå i folks overvejelser om at købe elbil. Man skal bare huske, at alternativet, benzin og diesel, også er steget i pris. Vores beregninger viser, at elbilen stadig er markant billigere at eje,« siger Ilyas Dogru.