41-årige Katja Stokbro Dyrberg er afhængig af sin Instagram-profil.

Det er dog ikke behovet for at dele selfies eller madbilleder, der gør, at hun bruger mange timer på at pleje det sociale medie. Nej, for den erhvervsdrivende er Instagram et nødvendigt værktøj, der sikrer hende mad på bordet.

Derfor var det også lidt af et mareridt, da Katja Stokbro Dyrberg søndag kunne konstatere, at hun var blevet afskåret fra sine over 100.000 følgere.

»Jeg gik lidt i panik, for det er hele mit levevilkår,« siger hun.

Katja Stokbro Dyrberg er ejer af forretningen Popknit, der sælger strikkeopskrifter. Gennem flere års hårdt slid har hun opnået en betragtelig følgerskare på Instagram. Via det sociale medie besøger følgerne hendes hjemmeside, hvor de kan købe hendes design.

Den forretningsmodel lever hun af i sin enkeltmandsvirksomhed med base på Nørrebro i København.

Men fundamentet for forretningen smuldrede under hende, da hun pludselig var lukket ude fra sin profil.

‘Det ser ud, som om, din konto er blevet deaktiveret,’ lød en besked retur fra Instagram, efter Katja Stokbro Dyrberg havde kæmpet for at komme i kontakt med nogle, der kunne komme hende til undsætning.

»Jeg prøvede at logge ind, men jeg blev hele tiden afkrævet en sikkerhedskode sendt pr. sms, som jeg ikke modtog,« siger hun og fortæller, at hun efter sin henvendelse til Instagram fik besked om at skulle sende et billede med en håndskrevet kode fremsendt på mail. Hendes hænder og ansigt skulle også fremgå.

Hvorfor profilen blev lukket ned, står uklart for hende. Og mysteriet er ikke blevet større af, at kontoen tirsdag er blevet åbnet igen.

»Jeg er ikke sikker på, hvordan det er sket, og jeg kan ikke få en forklaring på, hvorfor det er sket,« siger hun og retter en kritik af Instagram:

»Jeg synes først og fremmest, at det er vildt, at der er så stor grad af manglende kundeservice. Det er så skrøbeligt for os små virksomheder, der har baseret forretningen på Instagram som platform.«

Den 41-årige erhvervsdrivende lever af at sælge strikkedesign. De fleste af hendes kunder kommer til hendes hjemmeside via sin Instagramprofil. Privatfoto
Den 41-årige erhvervsdrivende lever af at sælge strikkedesign. De fleste af hendes kunder kommer til hendes hjemmeside via sin Instagramprofil. Privatfoto
Vis mere

Katja Stokbro Dyrberg fortæller, at hun har været så påvirket af situationen, at hendes hænder har rystet, og at hun har følt trykken for brystet.

»Jeg har hverken kunnet sove, spise eller drive forretning.«

»Der har næsten ikke været noget salg (på hjemmesiden, red.) de sidste dage. Jeg vil anslå, at jeg har solgt omkring en ottendedel af, hvad jeg plejer,« siger hun og fortæller, at hun lige nu overvejer, om hun skal gøre mere for at sikre, at hendes forretning ikke er så afhængig af besøgende fra Instagram.

»Jeg er helt flad mentalt. Jeg burde være glad, men sådan har jeg det ikke helt. Jeg er ikke sikker på, om der har været tale om en fejl, eller om jeg kan have gjort noget forkert, som jeg kan sørge for ikke sker igen.«

B.T. har kontaktet Meta, selskabet bag Instagram, for at spørge til Katja Stokbro Dyrbergs situation.

Ifølge corporate communications manager Lukasz Lindell kan han ikke kommentere direkte på enkelte brugeres konto. Men sædvanligvis bliver en konto pludselig lukket, hvis der sker atypisk adfærd, lyder det.

Det sker af hensyn til, at kontoen kan være hacket.

»Vi prøver altid at give feedback og blive bedre, og vi forsøger at finde nye måder at lave support på,« lyder kommentaren til, at Katja Stokbro Dyrberg har oplevet det ganske besværligt at komme i kontakt med Instagram.

Lukasz Lindell oplyser, at Meta i USA er ved at teste og evaluere et nyt setup for kundesupport.

»Vores største aktiv er folk, der bruger vores platform. Vores mål er, at alle skal have adgang til hjælp, uanset om de er almindelige brugere eller virksomheder. Alle skal have en god oplevelse, men nogle gange sker den her slags,« siger han og lover, at Katja Stokbro Dyrbergs sag bliver undersøgt.

»Vi undersøger den specifikke sag og sikrer os, om der har været fejl fra vores side. Hvis der har været fejl, er vi besluttet på at rette de fejl,« siger Lukasz Lindell.