»Jeg tænkte bare: Det er kraftedeme løgn.«

Kim Schou var mildest talt frustreret, da han 19. april klokken cirka 13.00 sad foran sin café i Valby og modtog en sms fra PostNord.

Budskabet var klart fra postvirksomheden: Vi har netop – uden held – forsøgt at levere din pakke, så du skal hente den selv i stedet.

Men 44-årige Kim Schou var forvirret:

Han sad jo foran sin café – Dessertcaféen Hyggenygge – der netop var indtastet som leveringsadresse?

Og ganske rigtigt: Da Kim Schou loggede ind på PostNord-appen og åbnede det billede, postmanden har taget som dokumentation for den mislykkedes levering, blev han endnu mere harm.

Man kan nemlig se Kim på det billede, som postmanden har taget.

»Så blev jeg sgu sur. Man kan jo se mig på deres billede. Klokken er på det her tidspunkt 13.00, cafeen er åben, og jeg sidder og taler med en stamgæst ude foran. Hvorfor er postmanden ikke gået ind eller henvendt sig til os? Det er jo vanvittigt,« siger Kim Schou og fortsætter:

»Efterfølgende huskede jeg godt, at jeg havde registreret en varevogn holde ind, og så har den jo bare taget et billede af facaden og kørt? Det er jo så frækt.«

Har du oplevet lignende med PostNord? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.

Dagen efter modtog Kim så en besked om, at han kunne hente pakken i et minimarked cirka en kilometer fra cafeen.

Kim forsøgte herefter forgæves at få telefonisk kontakt til PostNord, men fandt til sidst en kontaktformular, hvor han skrev, at de skulle levere pakken igen, da man ikke havde gjort et forsøg første gang.

Det var dog ikke på tale, lød svaret fra det store postfirma.

Endnu en gang var Kim efterladt tilbage med en noget frustreret mine.

»Jeg er simpelthen rystet over det firma. Jeg har også oplevet, at de har gjort det privat, og I har jo skrevet masser af artikler om det her. Hvorfor bliver de ved med at sende den sms og ikke levere pakken? Jeg får jo også leveret fra GLS sommetider, og de kommer ind i cafeen og afleverer den,« siger Kim og fortsætter:

»Det kan da ikke være så svært. Jeg bliver sgu harm.«

B.T. har rakt ud til PostNord, og her lægger man sig fladt ned.

»Det er selvfølgelig langt fra tilfredsstillende og bør ikke kunne ske. Det billede, som Kim har modtaget, er et udtryk for et pakkebud, som desværre ikke har løst sin opgave godt nok, eller i overensstemmelse med den måde, vi ønsker at behandle vores kunder på, og det beklager vi mange gange,« udtaler kommunikationschef hos PostNord Danmark, Anders Brethvad, og fortsætter:

»Vi har indført fotodokumentation, både af hensyn til den tryghed, det giver modtagerne, men også som dokumentation for, at vi har været forbi for at levere en pakke. Herudover er det praksis, at vores chauffører skal kontakte modtageren telefonisk, såfremt vi har et telefonnummer oplyst.«