Omkring klokken 19 tirsdag aften vidste Sabah Qarasnane godt, at Tingbjerg endnu en gang ville høste negative overskrifter.

I valglokalet på Tingbjerg Skole kunne hun med sine egne øjne følge med i, hvordan kommunalvalget udviklede sig time for time i ghetto-bydelen nordvest for København. Samtidig var hun førstehåndskilde til nu at kunne berette om en valgdeltagelse, der klart har manifesteret sig som hovedstadens laveste.

»Jeg kunne se på tavlerne på væggene, at der kun var 30 procent, der havde stemt klokken 19,« siger Sabah Qarasnane.

Det blev kun en smule bedre.

To ud af tre har ikke stemt i Tingbjerg. Helt præcist har kun 33,3 procent af de 4.470 stemmeberettigede i området gjort brug af deres grundlovssikrede ret.

»Jeg havde virkelig troet, at det ville have været bedre end sidste gang,« siger hun med henvisning til, at stemmeprocenten i 2017 lød på 39,9 procent, hvilket dengang var landets laveste.

Den 51-årige socialpædagog har boet i Tingbjerg i 25 år. Hun laver frivilligt arbejde i foreningen Tingbjergs Eves Univers, hvor hun sammen med andre netop forsøger at skubbe beboerne i den udskældte bydel hen til stemmeurnerne.

Forud for det netop overståede kommunalvalg har hun været med til at afvikle arrangementer, hvor lokale kunne komme og lære om forskellene på kommunalvalg og regionsrådsvalg.

Sabah Qarasnane var den sidste til at stemme på valgstedet Tingbjerg Skole. Privatfoto
Sabah Qarasnane var den sidste til at stemme på valgstedet Tingbjerg Skole. Privatfoto
Vis mere

Men der er meget arbejde endnu, før Tingbjerg nærmer sig kommunegennemsnittet på 59,97 procent.

»Jeg blev så skuffet over, at deltagelsen var meget lav. Det kan man roligt sige,« siger hun

Sabah Qarasnane havde ellers sørget for lokkemad. Ved at servere gratis suppe fra klokken 15 til 20 ude foran Tingbjerg Skole var det håbet, at stemmeprocenten kunne øges.

Men forgæves:

»Det skulle have været en festlig dag i Tingbjerg, men jeg blev helt, helt skuffet.«

Som den allersidste i Tingbjerg afgav Sabah Qarasnane sin stemme, da valgstedet skulle lukke.

Ærgerlig gik hun hjem.

Sabah Qarasnane fortæller, at hun har 'stor viden om, hvad der foregår i Tingbjerg', og at hun ofte snakker med andre beboere om at gøre brug af sin stemmeret.

»De unge, som jeg har spurgt, siger, at de har mistet tilliden til vores politikere. De er skuffet over politikernes indsats i Tingbjerg. De er blevet lovet en masse ting – at Tingbjerg skulle blive et attraktivt område, men de unge ser ingen fremgang, så de bliver skuffet. Det, der bliver lovet, bliver ikke til virkelighed.«

Hvad har det af betydning, at nogle mener, at islam foreskriver, at man ikke skal stemme?

»I gamle dage var der nogle, der var radikaliseret. Ved valget i 2013 var der nogle, der forsøgte at få indflydelse på, om andre ville stemme, men sådan er det ikke mere.«

I stedet handler det mere om, at borgerne i Tingbjerg ikke føler sig hørt af politikerne, lyder det. Og at mange er usikre på, hvordan valghandlingen fungerer.

Men det er ingen undskyldning for ikke at stemme, mener Sabah Qarasnane.

»Det er vores pligt som frivillig forening at fortælle folk om, hvordan man gør. Men det er ikke vores pligt at tvinge dem til at gå ned og stemme.«

»Der er kun én vej til at have en fremtid i Danmark, og det er, at man bliver en del af demokratiet. Man må stemme, hvis man vil have indflydelse – hvis man ikke stemmer, får man intet.«