På Otto Mønsteds Kollegium kritiserer man nu boligselskabet KAB, efter at flere beboere fredag akut måtte forlade deres værelser.

89 lejligheder på kollegiet blev om aftenen hasteevakueret, da ingeniører fandt omfattende rustskader på brandaltaner.

Skaderne gør altanerne »livsfarlige« at opholde sig på, oplyste KAB til beboerne.

Det skyldes konkret, at altanerne, som er en vigtig flugtvej ved brand, risikerer at styrte ned.

Til B.T. har byggedirektør i KAB efterfølgende fortalt, at man blev opmærksom på fejlen i konstruktionen fredag og hurtigt fik evakueret beboerne.

Men en Otto Mønsted-beboer, som også er medlem af kollegiets bestyrelse, fortæller nu, at KAB allerede i april vidste, at brandaltanerne var usikre at opholde sig på.

Det blev således oplyst på et møde med formandskabet, at altanerne ikke havde været kontrolleret i længere tid. Derfor kunne man ikke stå inde for deres sikkerhed ved længerevarende ophold, lød det dengang.

Foto: Privat
Vis mere

Det bekræfter byggedirektør i KAB, Rasmus Jessing, også over for B.T.

»Det er rigtigt, at beboerne fik at vide i samarbejde med bestyrelsen, at de ikke skulle bruge dem til ophold,« siger han, »fordi der var en bekymring for, at der kunne være noget.«

Han bemærker dog, at man først blev bekendt med en egentlig nedstyrtningsfare fredag, da man i forbindelse med fugtskade på en beboers værelse brød en væg op.

Advarslen i april byggede blot på en visuel inspektion, siger Jessing.

»Man var ikke klar over den reelle tilstand, før det blev afdækket i går.«

Når det er kritiske flugtveje, og man ikke har kunnet opholde sig på dem, er det så en fejl, at I først har evakueret nu?

»Vi har jo reageret på den viden, vi har haft til rådighed på det pågældende tidspunkt. I det øjeblik, vi er klar over, at det ikke er sikkert at bruge dem som flugtvej, evakuerer vi bygningen.«

Hvordan kan det være usikkert at opholde sig på altanerne, men stadig sikkert at bruge dem som flugtvej?

»Jeg tror, det er beskrevet i byggetilladelsen. Det kan jeg ikke svare på superkonkret eller detaljeret,« siger Jessing om vurderingen i april og tilføjer:

»Hvis der var risiko for, at de kunne falde ned, ville man heller ikke kunne bruge dem som flugtvej. I og med, at det er en flugtvej, er de ikke beregnet til ophold, så jeg tror også, at det har noget at gøre med højden og standen på værnet. Det er jo ikke det samme, som at de falder ned i det sekund, man går ud på dem.«

Ved du noget om sagen? Kontakt ofru@bt.dk.

Jessing erkender dog, at det er en fejl, at man ikke har opdaget problemet før. Omvendt mener han ikke, at fejlen ville være opdaget under normale omstændigheder, fordi en væg skulle åbnes, før problemet blev tydeligt.

Til B.T. sagde han tidligere lørdag, at der har været fejl i bygningskonstruktionen.

»Det må vi jo konstatere. Bygninger skal jo gerne holde længere,« lød det.

Otto Mønsteds Kollegium, der blev indstiftet i 1956, ligger i Rektorparken i Københavns Sydhavn.